Det kræver et stærkt lederskab på flere niveauer at styre helskindet gennem udfordringerne i sundhedsvæsnet i dag.
”Mange medarbejdere oplever, at der hele tiden skiftes gear, samtidig med at der bliver trådt på speeder og bremse på én gang”, som Christian Nissen skriver i sin nyeste bog: ”Lederskab – til borgernes bedste”. Tag med Christian Nissen, tidl. direktør på Rigshospitalet, på en rejse gennem ledelseslivet – og hør hans bud på, hvad der særligt kendetegner et stærkt lederskab i sundhedsvæsnet i dag. Christian Nissen taler på 1. dagen, hvor du ligeledes kan høre et oplæg af Karen Lund, seniorkonsulent i Center for Ledelsesudvikling, KL, der giver et oplæg omkring hvordan ledertalenterne spottes. Kom Rip, Rap og Rup effekten til livs og få værktøjer til, hvordan du kan spotte morgendagens leder.
På 2. dagen kan du blandt andet høre et oplæg om ledernes og bioanalytikernes rolle i innovation.
Innovation er mere end nogensinde før på dagsordnen. Permanente nedskæringer og nye krav fra politikere og brugere stiller store krav til ledernes evne til at tænke nyt og anderledes. Hvilke dilemmaer opstår, når fagprofessionelle skal bidrage til innovation? Og hvordan sikrer vi, at direktion, chefer og ledere fremmer og ikke hæmmer innovation? Eva Sørensen, professor på RUC vil give et bud på dette.
Du kan desuden høre, hvilken betydning der kan få for bioanalytikerne, når sygehusenes ambulante tilbud i fremtiden udvides, og patienter, der kan klare sig selv, ”udelægges” i eget hjem. POCT udstyr og telemedicinske opkoblinger skal sikre, at patienten og det sundhedsfaglige personale kan monitorere sygdomme uden indlæggelse. Christina Grunwald, konsulent, dbio og Klaus Phanareth, overlæge og forskningsleder på Telemedicinsk Forskningsenhed, Frederiksberg Hospital give hver deres bud på betydningen af dette for bioanalytikerne.