Som konsekvens af at reguleringsordningen udmønter negativt, meddelte arbejdsgiverne, at de regionalt ansatte skulle sættes ned i løn, svarende til reguleringsordningens negative udmøntning, med mindre man fandt en anden løsning.
Derfor har Sundhedskartellet(SHK) indgået en aftale med Danske Regioner(RLTN) og Kommunernes Landsforening(KL), der sikrer, at ingen bioanalytikere sættes ned i løn i overenskomstperioden. Det betyder til gengæld, at lønstigningen i april på 0,37 % falder bort.
Hermed er regnestykket med den negative regulering ikke endeligt afsluttet, men den resterende del vil blive drøftet i forbindelse med OK 11 forhandlingerne.
Ved OK 08 stillede SHK krav om afskaffelse af reguleringsordningen. Reguleringsordningen dækker imidlertid en lang række andre faglige organisationer end SHK-organisationerne, og i det store forum kunne der ikke opnås enighed om at anbefale, at reguleringsordningen afskaffes.
Det er reguleringsordningen, der sikrer, at lønudviklingen på det private og offentlige arbejdsmarked følges ad. Sædvanligvis er lønudviklingen på det private arbejdsmarked størst, hvilket betyder, at reguleringsordningen oftest udmønter positivt på det offentlige område.
Men på grund af den økonomiske krise er der sket en kraftig opbremsning i den private lønudvikling i 2009, mens der på det regionale område ved OK 08 blev aftalt relativt høje lønstigninger.
For at følge den private lønudvikling var der således udsigt til, at de regionalt ansatte vil blive sat ned i løn i 2010, men de indgåede aftaler med arbejdsgiverne sikrer imidlertid, at dette ikke bliver tilfældet.
Det har været meget afgørende for dbio at finde frem til en løsningsmodel med arbejdsgiverne, der garanterer, at medlemmerne ikke sættes ned i løn.
Hvis SHK ikke havde indgået en aftale med arbejdsgiverne var forudsigelsen, at reguleringsordningen ville udmønte negativt i størrelsesordenen 0,8-1,2 % pr. 1. oktober 2010.
Hvis du har spørgsmål til ovenstående er du meget velkommen til at kontakte chefkonsulent Carl Christian Kaspersen på cck@dbio.dk, tlf. 46 95 35 05 eller forhandlingskonsulent Rasmus Høgh på rho@dbio.dk, tlf. 46 95 35 18.