07-05-2007
Test dit stressniveau
I anledning af Den Internationale Arbejdsmiljødag d. 28. april har LO og FTF fået udarbejdet en stresstest, hvor du kan teste dit stressniveau. Efter udfyldelse af testen viser en elektronisk sammentælling, om du ligger i det ”grønne”, ”gule” eller ”røde” felt. Stresstesten bliver samtidig uddelt som pjece, hvor man kan læse anvisninger på, hvordan stress bekæmpes.
Med den nye stresstest vil LO og FTF sætte spot på stress, der rammer stadig flere lønmodtagere og er et af de hurtigst voksende arbejdsmiljøproblemer.
- Udviklingen går den helt forkerte vej. Mange af vores medlemmer som f.eks. buschauffører, kassedamer og slagteriarbejdere har et meget stressende arbejde. Det er på høje tid for virksomhederne at udarbejde en stresspolitik – og at følge den. I den offentlige sektor er den helt gal. Alt for mange offentligt ansatte bukker under i øjeblikket. De offentlige ledere bærer et kæmpe ansvar for, at personalet ikke bliver overbelastet, siger LOs formand Hans Jensen.
Forandringer er et vilkår på de fleste danske arbejdspladser. Når medarbejderne har en negativ oplevelse af forandringer på deres arbejdsplads stiger stressniveauet til mere end det dobbelte.
- For at bekæmpe stress skal vi lære af de erfaringer, vi har fået ikke mindst de seneste år, hvor der har været store omvæltninger. Fx har Kommunalreformen været en stressfaktor for mange offentligt ansatte. Blandt andet fordi der har manglet information, inddragelse og ressourcer i processen. Det skal vi lære af i fremtiden. Medindflydelse og ordentlig information er forudsætningen for at skabe et godt arbejdsmiljø uden stress, siger FTFs formand Bente Sorgenfrey.
Der findes ingen nemme løsninger for at undgå stress på de danske arbejdspladser. Men LO og FTF peger på, at nogle helt grundlæggende forudsætninger skal være opfyldt. Det er helt afgørende, at der er en god balance mellem ressourcer og opgaver. De ansatte skal have indflydelse på deres arbejde og deres arbejdstid. Der skal være sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv. Desuden skal ansvarsfordelingen være klar. Lederne skal være klædt på til at klare opgaverne både fagligt og menneskeligt, så de kan støtte medarbejderne i tide og jobbet skal føles meningsfyldt samtidig med, at der skal være en vis forudsigelighed i arbejdsdagen.
Prøv stresstesten her>>. Stresstesten er udarbejdet for LO og FTF af en af landets førende stressforskere overlæge dr. med. Bo Netterstrøm, Stressklinikken, Hillerød.
Kilde: FTF