03-12-2007
Temadag for afdelingsbioanalytikere 2007
Temadagen for afdelingsbioanalytikere blev afholdt d. 22. november i Vejle. Godt 80 afdelingsbioanalytikere deltog i dagen, der bl.a. satte fokus på, hvordan man lærer at blive leder.
Steen Wisborg, ekstern lektor ved Aalborg Univeristet, var dagens første foredragsholdere, der havde fokus på: How to become a lonely rider. Et foredrag der tog udgangspunkt i Steen Wisborgs ph.d. At svømme eller drukne. Hvordan man lærer at blive leder. Steen gjorde opmærksom på, at ledelse i høj grad handler om at kunne mestre relationer samt at ledelse må opfattes som kontekstafhængigt, hvorfor det ikke er muligt at komme med en facitliste.
Efter en kort introduktion til dbio´s ledelsespolitik med tilhørende coachings-værktøj coachede deltagerne hinanden i grupper a´3. En coaching session som ifølge deltagerne var god til at få sat ord på ting som ellers kan være svære at få hul på.
John Storm Pedersen; lektor ved Roskilde Universitet; tog helikopteren og satte fokus på kommunalreformen samt den kommende kvalitetsreforms betydning for det offentlige ledelsesrum. En helikoptertur der tegnede et billede af offentlige ledere, der kan forvente et øget pres for at kunne levere ydelser, som de bedste indenfor området. Om 2 - 4 år, forventer John Storm Pedersen, at sundhedsvæsenet er at betragte som en virksomhed, med virksomhedsledere med hver sin resultatkontrakt. Der vil ikke være en færdig manual på ledelsesstillingerne. Budskabet vil være, at man som leder har fået en professionel lederuddannelse, så det er op til en selv at få defineret stillingen.
Emilia Van Hauen førte deltagerne ind i et univers af prinser og prinsesser, konger og dronninger. Arketyper med hver sine karakteristika, der spiller ind på vores forståelse af ledelse, magt og køn. Magt er at skabe en virkelighed som andre frivilligt tilslutter sig. Det er magt forklarede Emilia. At påtage sig magten som leder handler derfor om at blive bevidst om, hvilken virkelighed man ønsker at skabe.
Ligesom det handler om at være bevidst om hvem jeg er – og ikke hvad jeg er, hvis man skal være troværdig i sin lederrolle og få andre til at tilslutte sig sin virkelighed, påpegede Emilia Van Hauen, inden Lotte Gaardbo sagde tak for i dag og på gensyn til Leder Forum og temadag den 12. – 13. marts 2008.