16-04-2007
Hvordan prioriterer du din tid?
Ledelse er i høj grad et spørgsmål om bevidsthed og om prioritering af tid. Derfor er her en lille god øvelse, hvormed du kan blive mere bevidst om, hvordan du prioriterer din tid.
En leder har næsten pr. definition travlt. Og taler man med ledere, og spørger man ledere om at påtage sig opgaver, engagere sig i nye spørgsmål, så vil der ofte i svaret indgå noget med tid. Tiden er en meget vigtig størrelse.
Din kalender kan danne udgangspunktet for en lille god øvelse, som du kan gennemføre på ret kort tid, og hvor du stiller dig selv spørgsmålet: Hvad brugte jeg min tid på, f.eks. inden for de sidste fire uger?
Kalenderen er en sladrehank. Kalenderen véd, hvad du ofte ikke selv ved, nemlig: Hvorledes prioriterede du din tid. Hvor meget tid brugte du i møder – og med hvem? Var det mennesker fra din egen afdeling eller virksomhed eller var det mennesker ude fra, du var sammen med? Hvor meget tid brugte du på at forberede dig til møder? Hvor meget tid brugte du foran din computer – og hvad lavede du ved computeren? Hvor meget tid brugte du på landevejen, i tog eller i fly? Hvor meget tid brugte du på samtaler med dine medarbejdere, dig alene sammen med enkelte medarbejdere eller sammen med nogle få andre? Hvor meget tid brugte du på at tilegne dig ny viden, f.eks. ved at lytte til andre (foredrag o.lign.) og/eller ved at læse? Hvor meget tid brugte du på at dele din egen viden med andre?
Listen kan gøres meget lang og detaljeret. Du kan lave din egen liste, så den passer nøjagtigt til dig. Tag så din kalender frem, og vær ærlig. Det er kun til dit eget brug, du laver øvelsen. Hvad siger nu kalenderen om din tidsdisponering? Få det tegnet og lav dig et overblik. Når det er gjort, kan du stille dig selv en række spørgsmål ud fra, hvad du ser.
Er det en hensigtsmæssig måde at bruge din tid på? Bruger du tilstrækkelig tid på ledelse til, at du kan kalde dig leder? Bruger du for meget tid på nogle typer af opgaver og spørgsmål? Er der skævheder?
Kilde: Nyhedsbrevet "Ledelse Mandag" fra Hildebrandt og Brandi