19-03-2007
dbio Lederforum og Ledertemadag 07
Strukturreformen - nye krav, forventninger og behov var emnet, da Lederforum og Ledertemadag 07 løb af stablen d. 7-8. marts på Hotel Jakob Gade i Vejle. Mere end 100 ledere deltog i de to inspirerende dage.
Som ledere af bioanalytikerfaget står I midt i en brydningstid, hvor strukturreformen betyder store ledelsesmæssige og arbejdsmæssige udfordringer. I skal navigere i delvist ukendt farvand og med disse dage er der derfor sat fokus på: Hvordan hjælper jeg mig selv i denne brydningstid? Hvordan hjælper jeg mine medarbejdere? Og hvordan kan vi som ledere hjælpe hinanden? Sådan lød det, da næstformand i dbio, Lotte Gaardbo, bød de mange deltagere velkommen.
Lederforum bød på oplægsholdere, der gav hver sin vinkel på emnet ledelse af forandringer.
Claus Balle, Opus Personaleudvikling A/S indtog scenen først og satte emnet atmosfære på arbejdspladsen på dagsordnen. Han fortalte om et læringsprojekt for ledere, der gennem 2006 bl.a. har arbejdet med at skabe levende møder, hvor mødedeltagere forlader deres møder med mere energi end de kom med.
Eftermiddagen bød på et inspirerende og lærerigt indslag fra Henrik Andersen. Han leverede gode bud på ledelse af forandringer og dagen sluttede med Pernille Overø fra Worlddance, der bød op til dans. Det blev grinet og danset på kryds og tværs. En rigtig god optakt til aftenens hygge og samvær.
Næste dags Ledertemadag bød på to oplægsholdere, der hver leverede redskaber og viden til understøttelse i at tackle fremtidens ledelsesudfordringer. Annemette Digmann leverede et fremragende oplæg om god ledelse i fusionstider, der gav stof til eftertanke blandt deltagerne. Eftermiddagen bød på workshop om networking – hvor deltagerne gennem øvelsen Gaveregn fik mulighed for at komme bede om og modtage hjælp fra hinanden.
Alt i alt nogle lærerige og inspirerende dage, der ifølge deltagernes evalueringer levede godt op til forventningerne.
Lederforum og ledertemadag er planlagt i samarbejde med Lederrådet. Er du interesseret i at vide mere om Lederrådets arbejde og evt. være medlem, så læs mere her>> eller kontakt Jane Fyhn på 46953508