Kommissorium for Fagetisk Nævn
Formål
Det er nævnets formål at inspirere Danske Bioanalytikeres medlemmer og fremme bioanalytikernes selvforståelse i forhold til fagetiske problemstilliinger. Fagetisk Nævn skal arbejde for at laboratorierne sætter etik på dagsordenen og udformer etiske rammer inspireret af Danske Bioanalytikeres fagetik. Nævnet skal være en støtte for medlemmer, der oplever fagetiske dilemmaer på arbejdspladserne.
Opgaver
- At arbejde for at bioanalytikerne kender og indbyrdes drøfter det fagetiske univers
- At sørge for at etikken integreres i dbios forskellige aktiviteter
- At rådgive dbios medlemmer, når de står med konkrete fagetiske problemer
- At opsamle og formidle fagetiske problemstillinger fra medlemmerne
- At påpege faglige udviklingstendenser, som vil kunne sætte bioanalytikere i nye fagetiske dilemmaer
- At etablere tilbud om fagetiske problemstillinger til bioanalytikere og studerende. F.eks. kurser, møder og undervisningsmateriale
- At sikre, at etik i forhold til patienten, drøftes tværfagligt med andre sundhedsgrupper i Sundhedskartellet
- At deltage i etiske/fagetiske diskussioner på nordisk og internationalt plan.
Arbejdsform og kompetence
Fagetisk Nævn refererer direkte til dbios hovedbestyrelse. Fagetisk Nævn arbejder med de opgaver, der er beskrevet i kommissoriet og inden for de økonomiske rammer, som hovedbestyrelsen har givet. Fagetisk Nævn skal besvare henvendelser fra enkeltmedlemmer, grupper af medlemmer, hovedbestyrelsen og udvalg under hovedbestyrelsen.
Fagetisk Nævn vil eksperimentere med nye mødeformer.
Sammensætning
Fagetisk Nævn nedsættes i forhold til vedtægterne og består af bioanalytikere med indsigt i og erfaring med fagetiske overvejelser. Fagetisk Nævn består af 5 medlemmer, som indstilles af dbios forretningsudvalg efter opslag i "danske bioanalytikere", samt 1 medlem af forretningsudvalget, der konstitueres som formand, og 1 medlem af hovedbestyrelsen.
Fagetisk Nævn nedsættes af hovedbestyrelsen for kongresperioden. Det tilstræbes, at Fagetisk Nævn sammensættes så bredt som muligt, men hensyn til at kunne varetage forskelligartede fagetiske problemstillinger. Nævnet kan gives mulighed for at indhente sagkyndig bistand.
Såfremt forudsætningen for medlemskab af nævnet bortfalder, kan nævnet i særlige tilfælde søge hovedbestyrelsen om dispensation for nævnssammensætningen for den resterende del af valgperioden.