Arbejdsmiljøprisen 2014: At lykkes med forandringer

Min pointe er, at hvis vi skal lykkes med forandringer, er det en absolut nødvendighed, at det sker i et samarbejde mellem ledere
og medarbejdere.

Blandt andet undersøgelser fra McKinsey og The Economist Intelligence Unit peger på, at op til 70 % af alle forandringsprocesser mislykkes, uden dog at være mere præcise omkring, hvad der definerer succes. For os er det ikke en mulighed at mislykkes!

Patienterne og opgaven er der fortsat både undervejs og efter. Det, der er opgaven, er at lykkes bedst muligt inden for de givne rammer og samtidig holde fast i det gode arbejdsmiljø.

Undersøgelse i egen afdeling

Fra mit ledelsesmæssige perspektiv er det i en forandringsproces

afgørende vigtigt både at sikre, at det daglige arbejde udføres optimalt og samtidig at opretholde energi til omstillingen

– også når den som i vores tilfælde strækker sig over en længere periode.

En proces, som for alvor tager fart i 2011 efter fusionen og formentlig først ender, når de sidste kliniske afdelinger flytter ud i 2019.

Vi har i vores afdeling sat fokus på netop kerneopgaven og opretholder energien ved at arbejde struktureret med planlægning af de nye fysiske rammer samt vilkår og præmisser for sammenlægningen. I efteråret 2014 påbegyndte jeg afslutningen af min masteruddannelse i offentlig ledelse.

Med det afsluttende speciale skriver jeg ind i det forandringsparadigme, som udspiller sig i forhold til de mange ”supersygehus”-projekter, som aktuelt anlægges i Danmark lige nu.

Titlen på specialet er ”Forandring og bekymring – to sider af samme sag?” Formålet er, i et anvendelsesorienteret projekt, at sætte fokus på bioanalytikerne, blandt andet inspireret af følgende citat ”Mayor change is always stressful and painful for people, especially when it involves a prolonged transition period of adjustment, disruption,

and dislocation” (Yukl 2010, kap. 10, s. 315 ).

Organisationer består af mennesker, og derfor spiller medarbejderne selvfølgelig en helt central rolle, også i forandringsprocesser. Jeg tager udgangspunkt i en spørgeskemaundersøgelse blandt afdelingens i alt ca. 230 bioanalytikere. I undersøgelsen bliver de blandt andet bedt om at svare på spørgsmål om deres eventuelle bekymringer. Hvad de handler om, og om de har nogle forslag til, hvad der er vigtigt at sætte fokus på og hvordan.

Resultatet

Konklusionen på min undersøgelse er, at der er en ikke ubetydelig

bekymring blandt bioanalytikerne, og at bekymringerne primært handler om uvished i forhold til nære forhold, eksempelvis jobsikkerhed samt forudsætninger og præmisser for fremtidens arbejde. Et eksempel er udsagnet ”Er der overhovedet et arbejde til mig?”.

Det, bioanalytikerne primært efterspørger, er afklaring eksemplificeret ved udsagnet ”Afklaring af, hvor jeg skal være, og hvad jeg skal lave, og at det bliver sådan i fremtiden”. Det store spørgsmål er, hvordan dette ønske om afklaring kan indfris, når der samtidig er en række uafklarede forhold omkring eksempelvis den endelige bundlinje.

Utryghed kan mindskes ved afklaring

I min efterfølgende teoretisering af undersøgelsens resultater

opstår ”forandringskonsekvenshjulet”. Hjulet er mit forsøg på

at illustrere, hvad det er, der sker ved forandring, og hvordan

arbejdsglæden kan genoprettes. Hjulet sættes i gang af en forandring og det, at noget ændrer sig fra en tilstand til en anden.

Med ændringen følger en uvished omkring, ”hvad skal der ske”. Det giver utryghed. Uvished og utryghed bliver til bekymring for, ”hvad er konsekvenserne”. En bekymring, som kalder på afklaring for så at blive efterfulgt af genskabelse af trivsel/jobtilfredshed, som kendetegnes af tryghed, sikkerhed, vished, stabilitet og forudsigelighed.

Ledelse, information og involvering ser ud til at være vigtige forudsætninger for at kunne håndtere bekymring. Det ses både af de pointer, som bioanalytikerne fremhæver i undersøgelsen, og bekræftes i den eksisterende teori omkring forandringsprocesser, bl.a. Carnall.

Hent hele artiklen og opgaven bag

 

 

---

Af ledende bioanalytiker // Kate Juul Strandgaard, Klinisk Biokemisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital.