Forside Kontakt Nyheder Om dbio Nyhedsbrev Presse Indeks Søg
Lønstrategi
dbio har en lønstrategi for både offentligt og privat ansatte bioanalytikere. dbio har følgende overordnede lønstrategi:

"Lønnen for bioanalytikere skal svare til uddannelse, ansvar og kompetence."
Læs lønstrategien

Nyt job - forhandling af løn

I forbindelse med nyansættelser er der altid mulighed for at forhandle lønnen for den nyansatte. Der kan både forhandles om tillæg begrundet i den enkeltes kvalifikationer og kompetencer og om tillæg begrundet i den enkeltes arbejdsfunktioner og ansvarsområder.

Det er dbio´s lokale repræsentanter (regionsformand eller tillidsrepræsentant), som forhandler med arbejdsgiveren på vegne af den nyansatte. Dette gælder også, hvis den nyansatte ikke er medlem. I disse tilfælde, bør ikke-medlemmet gøres opmærksom på, at dbio kun yder begrænset hjælp og vejledning i forbindelse med ansættelsen (f.eks. om ansættelsesretlige spørgsmål, ved uenighed om grundlønsindplacering og tillæg mm.).

Den repræsentant, der forhandler, kan forsøge at få den nyansatte indplaceret på et højere løntrin end det, som ancienniteten umiddelbart berettiger til eller repræsentanten kan forsøge at få forhandlet sig frem til, at der ydes et tillæg.

I vurderingen af lønnen anbefaler dbio, at der tages hensyn til:

  • Om stillingens funktioner eller den nyansattes kvalifikationer er omfattet af en forhåndsaftale, som også vil gælde for den nye medarbejder (f.eks. via et kompetencelønssystem). Hvis dette er tilfældet ydes tillæg automatisk.
  • Den nyansattes hidtidige løn.
  • Om den nyansatte i sin forrige ansættelse har tillæg begrundet i kvalifikationer og kompetencer (personlige tillæg), som kan overføres i den nye ansættelse. 
  • Rekrutteringsmuligheder. Der forhandles også tillæg hjem ved nyansættelser med baggrund i den nyansattes krav (eller regionens/tillidsrepræsentantens krav). Det er sjældent, at der gives tillæg direkte med begrundelsen "rekruttering"; men hvis den nyansatte stiller krav som forudsætning for at tage jobbet - og er i besiddelse af den specielle erfaring der ønskes i stillingen - kan der måske opnås enighed om et kvalifikationstillæg.
  • Den nyansattes lønkrav. Som udgangspunkt mener dbio, at det naturligvis vil være rimeligt, at den nyansatte ikke går ned i løn ved stillingsskift.

Hvis der på arbejdspladsen er indført et kompetencelønsystem skal man være opmærksom på, at systemet ikke bør blive så stift, at der ikke er plads til forhandling af f.eks. øvrige tillæg i forbindelse med rekruttering.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at lønforholdene generelt skal være afklaret, inden stillingen tiltrædes, da det kan skabe uhensigtsmæssige situationer, hvis f.eks. den nyansatte forudgående har opsagt sin nuværende stilling.

Det vil også være hensigtsmæssigt at lave en aftale med arbejdsgiveren om de overordnede retningslinier for proceduren i forbindelse med nyansættelser og den tilhørende lønforhandling. dbio anbefaler, at proceduren generelt afklares på forhånd, således at lønforhandlingen kan afvikles hurtigt og smidigt.