Forside Kontakt Nyheder Om dbio Nyhedsbrev Presse Indeks Søg
Lønstrategi
dbio har en lønstrategi for både offentligt og privat ansatte bioanalytikere. dbio har følgende overordnede lønstrategi:

"Lønnen for bioanalytikere skal svare til uddannelse, ansvar og kompetence."
Læs lønstrategien
Lønstrategi

Lønstrategi

En af dbio’s fem visioner er: dbio sikrer medlemmerne en løn, der svarer til uddannelse, ansvar og kompetence. I den nuværende situation, hvor manglen på bioanalytikere på landsplan er så voldsom, at vi hele tiden er nødt til at søge nye veje for at få hverdagen på laboratorierne til at hænge sammen, bør der være mulighed for at komme nogle skridt nærmere dette mål.

Strejken i forbindelse med OK 08 var nødvendig for omsider at få befolkningen og dermed politikerne til at forstå, hvor alvorligt vi mener det. Vi fik lidt mere end de andre – og vi fik en lønkommission, der forhåbentlig på bedste videnskabelig vis vil dokumentere vores påstand om, at Sundhedskartellets medlemmer endnu ikke har opnået ligeløn. Vi vil have ligeløn, både når man ser på uddannelseslængde, ansættelsesområde og køn.

Men en ting er den lange, seje kamp for ligeløn overordnet set. Noget andet er de lokale forhandlinger, hvor der i det daglige er mange muligheder for at forbedre den enkelte bioanalytikers løn og arbejdsvilkår. Overenskomstforhandlingerne hvert tredje år giver mulighed for at lave generelle forbedringer af fx lønniveau, pension og ulempeydelserne og også for at forbedre på områder som barsel og ferieregler. Men når det kommer til fx honorering af ekstra arbejde eller aftaler om fleksibel arbejdstid er der på hver arbejdsplads unikke forhold, der kun kan tages højde for, hvis forhandlingerne foregår lokalt. Det er med udgangspunkt i den enkelte arbejdsplads og i sammenhæng med arbejdspladsens målsætninger, personalepolitik og kompetenceudvikling at lønstrategien skal opfyldes.

Den enkelte bioanalytiker kan også selv bidrage. Mange bioanalytikere med stor faglig stolthed og lyst til udvikling kan måske have en tendens til at glemme, at lønnen er til forhandling både i det daglige, når arbejdsopgaver og ansvarsområder omfordeles, men ikke mindst ved jobskifte. Erfaringen viser, at de store lønspring sker, når man skifter job – men det sker kun, hvis den enkelte stiller sit lønkrav, før ansættelsesbrevet skrives under.

dbio lønstrategi består af fire elementer:

• En overordnet strategi for de lokale lønforhandlinger
- vedtages i dbio’s hovedbestyrelse

• En overordnet strategi for de lokale forhandlinger om ekstra arbejde
- vedtages i dbio’s hovedbestyrelse

• En regional strategi for de lokale forhandlinger
- vedtages i dbio’s fem regionsbestyrelser

• En strategi for overenskomstforhandlingerne
- vedtages i dbio’s hovedbestyrelse i sammenhæng med udtagelsen af krav - efter kravindsamling blandt dbio’s medlemmer og lokale repræsentanter.