Vi tror måske, at vi har ligestilling, fordi vi er så moderne og fremme i skoene, men når det kommer til stykket, har vi det ikke. Vi har holdningerne, men ikke realiteterne. En mand, der vil tage barsel, kan stadig risikere, at der bliver set skævt til ham. Mange arbejdspladser er ikke nået særlig langt, hvad det angår. De må omstille sig!
Siger Anne-Mette Rasmussen, tidligere pædagog og statsministerfrue, nu foredragsholder og danser. Ligestilling burde vi naturligvis have, siger hun, men hun er imod, det hun kalder tvangskvoter:
For det er netop at diskriminere kvinderne i mine øjne. Hvis du er dygtig, skal du nok komme ind alle vegne. Dybest set er det bedst med en ligelig blanding af mænd og kvinder alle vegne i samfundet, men laver man tvangskvoter, så er det ikke ligestilling længere, vel?
Der skal selvfølgelig ikke være forskel på mænds og kvinders løn for samme arbejde. Jeg kan slet ikke acceptere det. Lønforskelle må handle om kvalifikationer. Ikke om køn.
Jobs, hvor man arbejder med mennesker, har været nedprioriteret i årevis. Det er som om, det fortidsagtigt skal hedde sig, at det er et kald. Og så skal man åbenbart ikke have penge for det. Det er oldnordisk! Pædagoger og lærere er med til at påvirke kommende generationer. Sygeplejersker står med et ansvar, der handler om liv og død. Det er ufatteligt, at man ikke kan prioritere det højere. Men kvinderne skal – i hvert fald i det offentlige – også blive bedre til at føre sig frem og sælge sig selv. Seriøst! Væk med den klagende tone, som ingen vil høre på, men få i stedet meldt ud, at de sådan set udfører det vigtigste arbejde for hele samfundet: Arbejdet med mennesker.
Hvis jeg var ligestillingsminister, ville jeg sørge for lige muligheder til alle. Både hvad angår løn og at kunne komme frem på banen, når det gælder bestyrelsesposter osv. Det skal handle om kvalifikationer – ikke om du er mand eller kvinde.
