Lægeerklæring
Arbejdsgiveren kan vælge mellem følgende lægeerklæringer, når arbejdsgiveren ønsker dokumentation for den ansattes sygdom:
· Tro- og love-erklæring
Arbejdsgiveren kan tidligst kræve at få en tro- og love-erklæring i hænde på 2. fraværsdag. Søn- og helligdage medregnes ikke. Varer sygefraværet mindre end 2 arbejdsdage, kan arbejdsgiveren alligevel forlange, at lønmodtageren afleverer en tro- og love-erklæring den dag, hvor arbejdet genoptages. (sygedagpengeloven §36 stk. 1-2)
· Varighedserklæring
Fra 14. sygedag kan arbejdsgiveren forlange en lægeerklæring, der angiver hvor lang tid, lægen forventer, at sygdommen vil vare. Den ansatte kan imidlertid ikke pr. automatik betragtes som rask ved udløbet af varighedserklæringen. Hvis den ansatte fortsat er syg, er det arbejdsgiverens ansvar at bede om en ny varighedserklæring (funktionærlovens §5 stk. 4)
· Mulighedserklæring
En arbejdsgiver kan forlange en mulighedserklæring, af en lønmodtager ved kortvarigt, ved gentaget og ved langvarigt sygefravær. Lægeerklæringen har til formål at bidrage til, at lønmodtageren fastholdes i arbejde. Lægeerklæringen består af to dele. Arbejdsgiveren og lønmodtageren udfylder i fællesskab første del af erklæringen. Lægen udfylder anden del af erklæringen på baggrund af en samtale med lønmodtageren og oplysningerne i den første del af erklæringen. Denne del indeholder lægens vurdering af arbejdsgiverens og lønmodtagerens beskrivelse af funktionsnedsættelse og arbejdsmuligheder, lægens forslag til skåneinitiativer og forventet varighed af den periode, hvor arbejdet skal tilpasses eller helt eller delvist fravær fra arbejdet anses for påkrævet. (sygedagpengelovens § 36 a)
· En arbejdsgiver kan herudover i kraft af de almindelig ansættelsesretlige regler kræve dokumentation for fraværets lovlighed.
Arbejdsgiveren må ikke selv indhente helbredsoplysninger om den ansatte. Helbredsoplysninger skal indhentes af den ansatte selv. Hvis den ansatte ikke fremsender lægeerklæring efter arbejdsgiverens anmodning, kan arbejdsgiveren efter omstændighederne ophæve ansættelsesforholdet. Forinden må arbejdsgiveren dog give den ansatte en ny kort frist til at fremskaffe erklæringen.