Forside Kontakt Nyheder Om dbio Nyhedsbrev Presse Indeks Søg

Seniorrettigheder for sygehusansatte

Rettighederne gælder både for medarbejdere og ledere.

Alle medarbejdere, der er fyldt 60 år og derover eller fylder 60 år i overenskomstperioden frem til den 31. december 2010, optjener ret til en årlig bonus. Bonussen udbetales i januar fra året efter, du fylder 60 år.

Hvis du fratræder midt "optjeningsåret" vil du få udbetalt en forholdsmæssig andel af bonussen.

Bonussen stiger med alderen og vil altså blive udbetalt første gang den 1. januar 2009 til alle medarbejdere, der fylder 60 år eller mere i 2008. Sidste udbetaling vil finde sted januar 2011, idet seniorrettighederne finansieres af midlerne fra trepartsaftalerne, som er er tidsbegrænsede.
 

Seniorbonussen kan konverteres til

  • seniordage
  • ekstraordinær pensionsindbetaling
  • særlig kompetenceudvikling
  • eller en kombination af ovenstående

Ønsker du at konvertere din bonus, skal du give din arbejdsgiver besked om dette inden den 1. oktober året før udbetaling - næste gang inden 1. oktober 2009.

Skematisk oversigt:  

Alder

Bonus i % af sædvanlig løn*

Pension i % af sædvanlig løn

Maks antal seniordage**

60 år

2,0 %

2,1 %

2 dage

61 år

2,3 %

2,4 %

3 dage

62+ år

2,7 %

2,8 %

4 dage

*  Med sædvanlig løn menes løn, der udbetales under sygdom
** En seniordag er 7,4 timer for en fuldtidsansat og reduceres forholdsmæssigt for deltidsansatte

Seniordage

Afhængig af alder kan du konvertere din bonus til maksimalt 2, 3 eller 4 dage. "Værdien" af en seniordag svarer til 0,4 % af den sædvanlige løn. Dette betyder, at der bliver en del af bonussen i overskud efter konvertering til en seniordag, som kan bruges til f.eks. ekstraordinær pensionsindbetaling.

Eksempel
Er du 60 år har du således maksimalt 2 seniordage svarende til 0,8 % af den sædvanlige løn. De resterende 1,2 % kan altså udbetales som enten kontant bonus, ekstraordinær pensionsindbetaling eller bruges til kompetenceudvikling.

Afvikling af seniordage

Seniordage skal som udgangspunkt afvikles som hele dage. Efter aftale med din arbejdsgiver kan dagene dog afvikles som halve dage eller som enkeltstående timer. Det er arbejdsgiveren, som efter drøftelse med dig fastlægger, hvornår seniordagene skal afholdes. Arbejdsgiveren skal, under hensyntagen til arbejdets udførelse, så vidt muligt imødekomme dine ønsker.

Hvis du bliver syg, før seniordagen er påbegyndt, betragtes dagen ikke som afholdt og du kan få den på et senere tidspunkt. Hvis du derimod bliver syg, efter at seniordagen er påbegyndt, betragtes dagen som afholdt.

Hvis seniordagene ikke afholdes indenfor kalenderåret bortfalder seniordagene, medmindre andet aftales. Du har således ikke automatisk ret til at overføre seniordagene til året efter. Dog overføres seniordagene, hvis de ikke har kunnet holdes, fordi din arbejdsgiver har afvist afviklingen under henvisning til forholdene på arbejdsstedet.

Ikke-afholdte seniordage udbetales ved ansættelsesforholdets ophør.

Ekstraordinær pensionsindbetaling

Hvis du konverterer hele din bonus til en ekstraordinær pensionsindbetaling, får du en lille ekstrabonus.

Eksempel
Er du 60 år hæves din kontantbonus på 2% til 2,1 %, når du vælger at bruge hele beløbet på pensionsindbetaling.

Kompetenceudvikling

Vælger du at kovertere din bonus til kompetenceudvikling - enten helt eller delvist - kan værdien af din bonus omregnes til køb af f.eks. kurser, kursusmateriale, opholdsudgifter eller evt. vikardækning.

Seniorsamtale

I forbindelse med den årlige medarbejderudviklingssamtale (MUS), har ældre medarbejdere ret til en seniorsamtale. Seniorsamtalen har et bredere og mere langsigtet perspektiv end medarbejderudviklingssamtalen (MUS). Du kan drøfte med din arbejdsgiver, hvad alderen betyder for din konkrete arbejdssituation og om du f.eks. har de nødvendige hjælpemidler til at udføre dit job. Du kan også drøfte dine ønsker til jobudvikling, kompetenceudvikling og efteruddannelse samt evt. behov for ændrede arbejdstider eller øget frihed.

Samtalen er altså et redskab til personlig afklaring og planlægning af din fremtid, herunder dine ønsker og behov for en egentlig seniorordning.

Det er op til de lokale regionale parter at aftale, fra hvilken alder retten til en seniorsamtale skal indtræde, samt de nærmere retningslinjer for denne samtale.