Begrundelse
Offentlig ansat - både sygehusansatte og statsansatte
Hvis du som offentlig ansat bioanalytiker bliver sagt op, skal opsigelsen af dig ifølge reglerne i forvaltningsloven være skriftlig. Det skal klart og tydeligt fremgå af opsigelsen, at du er opsagt. Endelig skal opsigelsen ledsages af en skriftlig begrundelse.
Begrundelsen skal henvise til de relevante retsregler og angive årsagen til opsigelsen, herunder hvilke faktiske oplysninger, arbejdsgiveren lægger til grund for sin beslutning om afsked. Du har ret til at udtale dig skriftligt om grundlaget for opsigelsen (partshøring). Du kan også forlange at få kendskab til alle sagens dokumenter, inden du udtaler dig (aktindsigt).
Forvaltningsloven giver dig endvidere mulighed for at trække dig personligt tilbage og lade dig repræsentere, - enten ved din tillidsrepræsentant, regionsformand eller dbio centralt. Sker det, overgår retten til at udtale sig og "være talerør" til den der er partsrepræsentant for dig.
Forvaltningsloven kan læses her: www.retsinfo.dk/_GETDOCI_/ACCN/A19850057130-REGL. Det er særligt følgende §§, som er væsentlige:
- §§ 9 - 10 om aktindsigt
- §§ 19 - 20 om partshøring
- § 21 om retten til at udtale sig i sin sag
- §§ 22-24 om begrundelse
Privat ansat
Funktionærlovens § 2, stk. 7 bestemmer, at en opsigelse skal være skriftlig. Der er imidlertid ikke tale om et gyldighedskrav, men alene et krav der gælder af bevismæssige årsager. Det er arbejdsgiveren, der har bevisbyrden for at en opsigelse er afgivet.
Opsigelsen skal være meddelt senest den sidste dag i den måned, hvorefter opsigelsesvarslet begynder at løbe.
Det ligger i arbejdsgiverens ledelsesret, at det er ham, der ansætter og afskediger folk. Denne ledelsesret er imidlertid begrænset af et krav om rimelighed/ saglighed i forbindelse med beslutningen. Dette betyder, at opsigelsen som udgangspunkt skal være rimeligt begrundet i enten arbejdsgiverens eller den ansattes forhold.
Denne begrænsning gælder dog kun, hvis opsigelsen afgives på et tidspunkt, hvor du har været ansat i 1 år - eller hvis du er privatansat efter overenskomst i 8-9 måneder.
Læs mere om rimelighed/ saglighed