Forside Kontakt Nyheder Om dbio Nyhedsbrev Presse Indeks Søg

Sygehusansatte

Som sygehusansat har du ret til 6 ugers ferie.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at ferie har et rekreativt formål. Derfor har du som lønmodtager altid krav på at holde alle dine feriedage i ferieåret. Omvendt kan arbejdsgiveren med de gældende varsler pålægge lønmodtageren at holde alle sine optjente feriedage.

Du har dog som bioanalytiker forskellige muligheder for fleksibel afholdelse, overførsel og udbetaling af ferie efter reglerne i Ferieaftalen.

 

Optjening af ferie

Ret til ferie med løn optjenes i et kalenderår (dvs. 1. januar - 31. december). Den optjente ferie afvikles i det ferieår (dvs. 1. maj - 30. april), der følger umiddelbart efter optjeningsåret.

Ved fuldtidsbeskæftigelse - 37 timer/uge - optjenes 18,50 time pr. måned, hvilket svarer til ialt 6 ugers ferie på et år.

Deltidsansatte optjener ret til ferie med løn svarende til deres deltidsansættelse. Dvs. at du har lige så lang ferie som fuldtidsansatte, men at du under ferien får en løn, der svarer til din beskæftigelsesbrøk. Ændrer du timetal, er det den aktuelle beskæftigelsebrøk under ferien, der bestemmer lønnen under ferien.  

 

Afholdelse af ferie

Du har ret til at afholde 3 ugers ferie i sammenhæng i hovedferieperioden fra 1. maj - 30. september. Hovedferien skal varsles af din arbejdsgiver minimum 3 måneder før. Du kan dog efter individuel aftale med arbejdsgiveren aftale et kortere varsel og du kan ligeledes aftale, at du kun holder 2 uger i sammenhæng eller at hovedferien holdes uden for hovedferieperioden. Den øvrige ferie (restferien) kan lægges frit ud over resten af ferieåret og skal varsles af arbejdsgiver med minimum 1 måned.

Det er som udgangspunkt altid arbejdsgiveren, som fastlægger ferietidspunktet, men arbejdsgiveren har dog en forpligtelse til så vidt muligt at tage hensyn til den ansattes ønsker. Med hensyn til placering af restferien henstilles til, at den ikke imod den ansattes ønske deles i mindre dele end en uge. Ferie udover 5 uger, dvs. den 6. ferieuge, afholdes som udgangspunkt efter den ansattes ønske (medmindre arbejdets udførelse hindrer det).

 

Overførsel af den 5. og 6. ferieuge  

Ferie, der vedrører 5. og 6. ferieuge, kan efter skriftlig aftale med din arbejdsgiver overføres til det efterfølgende ferieår.

 

Udbetaling af den 5. og 6. ferieuge

Ferie, der vedrører 5. ferieuge kan komme til udbetaling, hvis beløbet udgør mere end 1.500 kr. Du skal senest den 30. september efter ferieårets udløb søge om at få beløbet udbetalt fra din arbejdsgiver.

Hvis beløbet udgør 1.500 kr. eller mindre (efter fradrag af skat og AM-bidrag) vil beløbet automatisk blive udbetalt til dig inden 15. juni efter ferieårets udløb.

Feriedage, der vedrører den 6. ferieuge, har du ret til at få udbetalt ved den førstkommende lønudbetaling efter ferieårets udløb, hvis du ikke ønsker at afholde en eller flere af disse dage.

 

Mulighed for særregel om udbetalingen af 6. ferieuge

Med overenskomstfornyelsen i 2008 blev der i ferieaftalens § 19a indført mulighed for, at den enkelte region inden ferieårets start kan bestemme, at den 6. fereiuge kun kan udbetales, hvis medarbejderen inden den 1. oktober i ferieåret - giver besked om at den 6. ferieuge skal udbetales.

 

Udbetaling af feriegodtgørelse i stedet for ferie med løn

Med overenskomstfornyelsen i 2008 blev der mulighed for, at du før optjeningsårets begyndelse kan kræve feriegodtgørelse med 12,45 % af lønnen i optjeningsåret i stedet for ferie med løn + særlig feriegodtgørelse.

For at få feriegodtgørelse i stedet for ferie med løn i det efterfølgende ferieår skal du give din arbejdsgiver besked herom senest den 31. december forud for ferieåret.

Som tommelfingerregel gælder, at det kan være en fordel for dig at vælge feriepenge i stedet for løn under ferie, hvis din løn i optjeningsåret er mere end 10% højere end din forventede løn på ferietidspunktet. læs mere her

 

Særlig feriegodtgørelse

Ud over ferie med løn har du som sygehusansat bioanalytiker ret til særlig feriegodtgørelse på 1,95 %. For grupper på starttrin - laboranter, bioanalytikere og bioanalytikerundervisere med indtil 0-9 års erfaring på baggrund af grunduddannelsen - er feriegodtgørelsen dog på 2,85 %.

Den særlige feriegodtgørelse beregnes af den løn, som du har fået i optjeningsåret. Udbetaling sker sædvanligvis sammen med lønnen for maj måned.

Din arbejdsgiver betaler særlig feriegodtgørelse for at kompensere for, at du ikke modtager fulde 12,5 % af lønnen, når du får løn under ferie. Det er da også derfor, at dit krav på tilgodehavende ferie med løn konverteres til et krav på feriegodtgørelse på 12,5%, der også træder i stedet for særlig feriegodtgørelse, i tilfælde af din fratræden.

 

Sygdom i forbindelse med ferie

Ferien kan udskydes, hvis du bliver syg inden den første feriedag. Hvis du vil benytte dig af denne ret til at få ferien suspenderet, skal sygemelding ske efter de betingelser, der gælder på arbejdsstedet for afgivelse af sygemelding. Det vil normalt betyde, at du skal sygemelde dig over for arbejdsgiveren før/ved arbejdstids begyndelse.

Du kan vælge at holde resten af ferien eller hele ferien efter raskmeldingen. Når du melder dig rask, skal du samtidig give din arbejdsgiver besked om, hvordan du vil forholde dig med hensyn til ferien.  

Efter de gældende regler er der kun ret ret til erstatningsferie, hvis sygdommen opstår inden ferien starter. Regionernes ferieaftale giver herudover mulighed for, at arbejdsgiveren i særlige tilfælde kan suspendere ferien, hvis den ansatte bliver syg under ferien.

Fra 1. maj 2012 træder en ændring af ferieloven i kraft, der betyder, at ansatte får mulighed for at kræve erstatningsferie, hvis de bliver syge under ferien. De nye regler er en konsekvens af EU-domstolens fortolkning af arbejdstidsdirektivet. Det forventes, at regionernes ferieaftale snarest muligt tilpasses til de ændrede regler i ferieloven.

Du kan læse mere om de nye regler i ferieloven i artiklen sygdom under ferie.
 

Hvis du er langtvarigt syg eller holder barsel, er der mulighed for at overføre ferie, der ikke er afholdt til det efterfølgende ferieår eller få udbetalt feriepengene.
 

Du kan læse om de særlige muligheder for ferie i forbindelse med fleksibel barsel i artiklen om Barsel og ferie.

 

Omlægning af ferie

Når ferien er fastlagt, kan ferietidspunktet som udgangspunkt ikke ændres - hverken af ledelsen eller dig som medarbejder.

Ledelsen kan dog – hvis ganske særlige omstændigheder gør det nødvendigt – omlægge en planlagt ferie, så længe ferien ikke er påbegyndt. Ferie kan kun omlægges, hvis

  • der er tale om væsentlige driftsmæssige hensyn
  • den opståede situation har været upåregnelig/uforudsigelig for ledelsen
  • det er nødvendigt, at ferien ændres for netop denne medarbejder.

Der skal således være tale om force majeure-lignende situationer. Det vil normalt ikke være tilstrækkeligt, at der f.eks. er sygdom blandt de tilbageværende medarbejdere. Da der altså skal være tale om upåregnelighed/uforudsigelighed for din arbejdsgiver gælder der ikke noget varsel for flytningen.

Din arbejdsgiver skal dog erstatte et evt. økonomisk tab som følge af udskydelsen. Hvis omlægningen medfører udgifter for dig (f.eks. afbestilling af rejse, feriebolig eller lignende), skal ledelsen holde dig skadesløs efter almindelige erstatningsretlige principper (herunder, at du har pligt til at begrænse sit tab).

 

Ferie i opsigelsesperioden

Hvis du vil vide mere om ferie i en opsigelsesperiode, læs her