Børnepasningsorlov
Reglerne om børnepasningsorlov fremgår dels af loven, dels af "Aftale om fravær af familiemæssige årsager".
Tidsmæssig forudsætning for børnepasningsorlov
Du kan søge om orlov til børnepasning, forudsat, at du inden 1. april 2004 gav AF besked om at du ønskede at bevare retten til orlov.
Du kan ikke få orlov til børnepasning, hvis dit barn er født den 27. marts 2002 eller senere. I så fald er du omfattet af den fleksible barselsorlov, læs mere her
Børnepasningsorloven blev afskaffet da de nye regler om den fleksible barselsorlov blev indført, og muligheden for orlov udløber helt den 26. marts 2011.
Er dit barn født senest den senest den 26. marts 2002, kan I altså som forældre holde børnepasningsorlov enten hver for sig eller samtidig.
Retsbaseret eller aftalebaseret orlov
Der er mulighed for både retsbaseret børnepasningsorlov, det vil sige orlov som arbejdsgiveren skal acceptere, og aftalebaseret børnepasningsorlov, som du kun kan få, hvis du og din arbejdsgiver aftaler jer frem til det.
Den retsbaserede børnepasningsorlov er på max. 13 uger. Du kan kun holde retsbaseret børnepasningsorlov, én gang for hvert barn. Ekstra orlov skal aftales med arbejdsgiveren (eller med Jobcentret, hvis du er arbejdsløs). Du kan sammenlagt holde orlov til børnepasning i 52 uger (pr. forælder, pr. barn). Orloven kan godt holdes i udlandet.
Varsling og udsættelse af varslet orlov
Meddelelse om udnyttelse af ret til børnepasningsorlov skal varsles med mindst 4 uger. Du kan tidligst varsle orlov efter 3 måneders ansættelse. Den retsbaserede orlov kan udsættes i op til 26 uger, hvis ledelsen kan dokumentere, at det ikke er muligt at få erstatningsarbejdskraft på tidspunktet for den varslede orlov.
Der er ingen regler om varsling på den aftalebaserede orlov, da den jo netop aftales.
Generelle betingelser for børnepasningsorlov
Dit barn skal være under ni år i hele orlovsperioden
Børn mellem tre og otte år må benytte en halvdagsplads i pasningen
Du skal tilbringe orloven sammen barnet (du må fx ikke rejse til udlandet uden barnet). Hvis du er i arbejde, skal du indgå en orlovsaftale med din arbejdsgiver. I den forbindelse skal du også fastlægge vilkårene for din tilbagevenden til arbejdspladsen.
Hvis du er i arbejde
Hvis du er i arbejde, er den korteste periode du kan holde orlov i, otte uger. Hvis du holder mindre end 13 ugers orlov, overføres resten af orloven (op til fem uger) til den aftalebaserede børnepasningsorlov. Du kan kun holde din retbaserede børnepasningsorlov én gang pr. barn. Yderligere orlov skal altid aftales med din arbejdsgiver.
Hvis du er arbejdsløs
Hvis du er arbejdsløs, har du ret til børnepasningsorlov i mindst 13 sammenhængende uger. Yderligere orlov skal aftales med Jobcenteret ligeledes for perioder på mindst 13 uger. Barnet skal i øvrigt være under ni år i hele orlovsperioden.
Hvad må du mens du er på børnepasningsorlov?
Du skal tilbringe orloven sammen med barnet. Du må gerne være adskilt fra barnet i op til 3 uger, hvis fraværet vurderes at være et naturligt led i pasningen af barnet. I må gerne opholde jer i udlandet.
Frem til barnet fylder 3 år, må I ikke benytte offentligt pasningstilbud i orlovsperioden. Er barnet mellem 3 og 8 år, må I gerne benytte halvdagsplads til barnet. I de sidste 2 uger af orlovsperioden må barnet gerne benytte offentlig pasningsordning for at lære dette at kende/ blive kørt ind.
Deltagelse i uddannelse
Mens du er på børnepasningsorlov, må du gerne deltage i uddannelse, der har et ugentligt antal undervisningstimer på op til 20 timer, hvis ikke undervisningen er normeret som heltidsundervisning eller er SU-berettiget.
Anciennitet, pension og ferie
Sygehusansat
Som ansat i regionen, optjener du kun løn- og ansættelsesanciennitet i den del af børnepasningsorloven, som du har ret til at afholde. Det er altså alene de første 8 til 13 ugers børnepasningsorlov, der tæller med i opgørelsen af din anciennitet.
Med virkning fra den 1. oktober 2005 skal din arbejdsgiver indbetale fuldt pensionsbidrag under børnepasningsorlov, dvs. både arbejdsgiver- og eget bidrag.
Idet du får indbetalt pension under din orlov optjener du ferie med fuld løn. Det er dog en forudsætning at du stadig er ansat hos samme arbejdsgiver, når ferien holdes. Hvis du fratræder afregnes feriegodtgørelse af den udbetalte løn.
Statsansat
Er du ansat i staten, optjener du fuld løn- og ansættelsesanciennitet under børnepasningsorlov. Samtidig tæller begge dele af orloven med i forhold til jubilæumsanciennitet. Arbejdsgiver indbetaler også fuldt pensionsbidrag (både arbejdsgiver- og eget bidrag) under orlov.
Idet du får indbetalt pension under din orlov optjener du ferie med fuld løn. Det er dog en forudsætning at du stadig er ansat hos samme arbejdsgiver, når ferien holdes. Hvis du fratræder afregnes feriegodtgørelse af den udbetalte løn.
Privatansat
Om du optjener løn- og ansættelsesanciennitet, pension, ferie med løn og eventuelle særlige feriedage afhænger af, hvad der er aftalt individuelt eller følger af eventuel kollektiv aftale for arbejdspladsen.
Tilbagevenden til arbejdspladsen
Du har ret til at vende tilbage til den samme stilling efter endt orlov, eller hvis dette ikke er muligt til en tilsvarende eller lignede stilling i overensstemmelse med din ansættelseskontrakt eller vilkårene for ansættelsesforholdet. Hvis hovedreglen - at der vendes tilbage til den samme stilling - tilsidesættes, er udgangspunktet, at arbejdsgiveren skal have saglige grunde for at anvise den ansatte ændrede vilkår, som den ansatte må tåle.
Feriehindring
Børnepasningsorlov er ikke en feriehindring som f.eks. barsel.
Derfor anbefaler dbio generelt at du få en aftale med din arbejdsgiver om hvornår du præcis holder ferie i forbindelse med orlovsperioden. Fordelen er at så ved begge parter, hvornår du på orlov skal have din feriebetaling. Placeringen kan være i slutningen, midt i eller fordeles på forskellige vis. Aftalt ferie forlænger den aftalte børnepasningsorlov. Er der f.eks. 5 uger, aftales det samlede fravær til 57 uger. Jobcentret skal orienteres om den aftalte feries placering senest 2 uger før den afholdes.
Økonomi
Ydelsen udgør 60% af de maximale dagpenge og udbetales af DSA a-kasse. Dit lokale jobcenter og a-kassen har ansøgningsskemaer.
Bemærk, at nogle kommuner yder tilskud til børnepasningsorlov, og at det er muligt at hæve fra pensionsopsparingen for at supplere børnepasningsorlovsydelsen fra DSA.