Forældrene kan - næsten - frit planlægge orloven.
Fra barnet er 14 uger gammelt, har I som mor og far tilsammen ret til 32 ugers forældreorlov med fulde dagpenge indtil barnet er 46 uger. Både mor og far har dog ret til 32 ugers fravær hver. Der er altså ret til fravær i dobbelt så lang tid som der er ret til dagpenge.
Uger, efter den 14. uge efter fødslen, hvor der holdes orlov med løn (de 6+6+6) eller uger før den 14. uge efter fødslen, hvor faderen benytter sig af retten til forlods at bruge af sin forældreorlov, fragår i de 32 ugers dagpengeret.
De 32 ugers dagpengeret kan I frit kan fordele imellem jer. I kan vælge at holde orloven sammen, i forlængelse af hinanden eller forskudt. Oftest fordeler forældrene orloven så den holdes i forlængelse af hinanden som et samlet forløb. - det er også den enkleste
I har imidlertidig også mulighed for frit (uden aftale/samtykker fra arbejdsgiveren) at opdele orloven imellem jer på uger eller dage - dog skal reglerne om varsling indenfor 8 uger efter fødslen naturligvis være opfyldt. Dette betyder, at så længe en af forældrene hele tiden er på orlov, kan I frit fordele dagpengeretten imellem jer som I vil. Orloven skal være holdt inden barnet bliver 46 uger, og der skal således være tale om et kontinuerligt orlovsforløb.
Højesteret har i en dom i foråret 2007 slået fast, at forældre kan fordele orloven mellem sig således, at faderen f.eks. tager orlov mandag og tirsdag i hver uge, mens moderen tager orlov onsdag, torsdag og fredag. Dette giver altså for så vidt ret til over en samlet orlovsperiode at arbejde på deltid.
Der er ikke med dommen taget stilling til, om der kan vælges fravær i endnu kortere eller mindre regelmæssige perioder.
Hvis I planlægger orloven så der er en periode, hvor ingen af jer er på orlov er der tale om en udskydelse af orloven og I skal være opmærksom på reglerne for retsbaseret eller aftalebaseret udskydelse af orloven.