Regionsansat
Som ansat i en region følger dine rettigheder i forbindelse med adoption af "aftalen om fravær af familiemæssige årsager" som findes under "Overenskomster og aftaler".
Som adoptant ansat i en region har du ret til fravær med sædvanlig løn i indtil 8 uger før modtagelsen af et barn i udlandet. Dette er dog betinget af, at afgiverlandets myndigheder stiller krav om, at du/I skal opholde dig i afgiverlandet inden modtagelsen af barnet.
Retten til fravær og løn gælder begge forældre, hvis I begge er omfattet af aftalen om fravær af familiemæssige årsager.
Retten til løn gælder fra det tidspunkt, hvor den adoptionsformidlende organisation har givet meddelse om, at du/I skal rejse ud for at hente barnet.
Ved modtagelsen af barnet forstås det tidspunkt, hvor afgiverlandet har godkendt, at du og/eller din ægtefæller kan rejse ud af landet med barnet.
Efter modtagelsen af barnet følger I som adoptanter de regler, der gælder for biologiske forældre, dog således, at fraværet med løn efter modtagelsen af barnet indenfor de første 14 uger kan deles mellem jer, så I er fraværende én ad gangen. Der er dog ret til samtidigt fravær med løn i 2 uger inden for de første 14 uger.
"Medmødre"
Nye regler i adoptionsloven indebærer bl.a., at kvinder i registrerede partnerforhold kan adoptere deres partners barn fra fødselstidspunktet.
Lovændringen indebærer, at en registreret partner ligestilles med fædre for så vidt angår muligheden for at holde orlov i forbindelse med barnets fødsel og efterfølgende forældreorlov, når hun adopterer sin lesbiske partners barn allerede fra barnets fødsel og dermed bliver "medmoder".
Det samme gælder i relation til muligheden for at modtage barselsdagpenge, hvis de almindelige beskæftigelseskrav er opfyldt.
Ved overenskomstfornyelsen 2011 blev det derfor aftalt, at revidere aftalen om fravær af familiemæssige årsager, så det sikres, at en adoptant ved stedbarnsadoption af en registreret partners barn sikres de rettigheder, der følger af aftalen om fravær af familiemæssige årsager.