Pasning af børn med nedsat funktionsevne
Ansat i regionen
Som bioanalytiker ansat i regionen har du ret til tjenestefrihed uden løn, når du i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydeligt og varigt nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Denne retiitghed følger af regionernes "Aftale om fravær af familiemæssige årsager"
Det er en forudsætning for tjenestefriheden, at din bopælskommune vil yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42, og du har ret til frihed svarende til det antal timer kommunen yder tabt arbejdsfortjeneste.
Du skal ansøge om tabt arbejdsfortjeneste hos din bopælskommune. Din arbejdsgiver kan begrænse retten til tjenestefrihed til 1 år pr. barn.
Der er mulighed for at du og din arbejdsgiver kan aftale yderligere tjenestefrihed med eller uden løn.
Ansat i staten
Som statsansat er du omfattet af "Aftalen om fravær af familiemæssige årsager", der gælder for staten.
Hvis du er ansat i staten,afgør ansættelsesmyndigheden om der kan ydes tjenestefrihed, hvis du bliver tilkendt hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til i hjemmet at forsørge et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er ansættelsesmyndighedens afgørelse, om der i disse situationer skal ydes tjenestefrihed.
Der ydes ikke løn under tjenestefriheden, men perioden medregnes fuldt ud i lønancienniteten.
Privat ansat
Som privat ansat bioanalytiker til et barn under 18 år med betydeligt og varigt nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, har du ikke umiddelbart ret til tjenestefrihed til pasning af dit barn - hverken med eller uden løn.
Medmindre retten til frihed er aftalt i din individuelle ansættelsesaftale, i de personalepolitiske retningslinier på arbejdspladsen eller i en overenskomst, må du altså i den konkrete situation forhandle dig frem til frihed.
Du har i så fald mulighed for at søge din bopælskommune om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42.