Forside Kontakt Nyheder Om dbio Nyhedsbrev Presse Indeks Søg

Nedsættelse af hviletid

Aftalen om hviletid og fridøgn for regionerne giver mulighed for, at man laver lokale aftaler, der tilpasser aftalen til de lokale forhold.

En lokalaftale er en supplerende aftale til de generelle regler i aftalen, der kun får gyldighed for et enkelt laboratorium eller en enkelt institution. Aftalen kan indgås, hvis der er enighed om at lave afvigelser fra de generelle regler af hensyn til den lokale afdelings drift eller til gode for de ansatte.

Arbejdsmiljøloven stiller krav om 11 timers hvile mellem 2 døgns normaltjenester. Dette kan på nogle arbejdspladser give problemer i forhold til en hensigtsmæssig tjenesteplanlægning, og der er derfor i aftale om hviletid og fridøgn åbnet mulighed for ved en lokalaftale at nedsætte hviletiden til 8 timer.

Der står i § 2 i aftalen:

"Hviletiden mellem to døgns normaltjenester kan nedsættes til 8 timer ved skriftlig aftale mellem ledelsen og en personalegruppes tillidsrepræsentant/organisation. Nedsættelse af hviletiden kan ikke ske mere end 2 gange om ugen, og ikke i 2 på hinanden følgende døgn." 

Aftalen kan altså indgås mellem en institutions ansvarlige lokale administration (normalt den ledende bioanalytiker) og bioanalytikernes tillidsrepræsentant, men den skal være skriftlig og kan kun blive til noget, hvis der er enighed mellem parterne.

En aftale der omhandler dette punkt skal ikke godkendes i dbio, men der skal sendes kopi af aftalen til dbio til orientering.

Hvis arbejdstilrettelæggelsen indebærer en nedsættelse af hviletiden til 8 timer, skal der være en lokalaftale. En sådan skal f.eks. indgås hvis planen for en vagtuge ser sådan ud:

Mandag

Tirsdag

Onsdag

Torsdag

Fredag

Lørdag

Søndag

15-23

15-23

7-15

7-15

7-15

FRI

FRI

  - her er nemlig ikke 11 timers hvile mellem tirsdag og onsdag.

Aftalen kan udformes, som man ønsker det lokalt, men det er vigtigt at få alle de punkter med, der findes i dbio’s aftaleskabelon til lokale arbejdstidsaftaler. Se aftaleskabelonen ved at trykke her.




Svar på spørgsmål om 1. maj som hel fridag
1.maj