Arbejdspladsvurdering (APV)
Kerneområdet i arbejdsmiljøarbejdet er arbejdspladsvurderingen (APV). Arbejdsmiljølovgivningen stiller krav om, at alle led i arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Og måden at sikre dette på er at lave arbejdspladsvurderinger (APV).
APVen skal kortlægge arbejdsmiljøforholdene på den enkelte arbejdsplads - det vil sige dér, hvor arbejdet udføres. Alle aspekter af arbejdsmiljøet kan tages op til vurdering, men det er ikke ensbetydende med, at enhver arbejdsplads altid skal gennemgås i alle detaljer.
Loven stiller ikke krav til hvilken metode der anvendes når arbejdspladsen vurderes. Det er derfor vigtigt at den enkelte virksomhed/arbejdsplads finder en metode der passer til organisationen, kulturen og traditioner for samarbejde. Det kan fx være interview, spørgeskema eller runderinger.
Virksomheden skal tage stilling til de væsentligste arbejdsmiljøproblemer, som beskrives i APVen.
Metoden, der ligger til grund for arbejdspladsvurderingen kan illustreres således:
Pkt. 3 handler om inddragelse af virksomhedens sygefravær; det skal ske for at vurdere, om der er forhold i virksomhedens arbejdsmiljø, der kan medvirke til sygefraværet.
Det er altså arbejdsmiljøets indvirkning på sygefraværet, der skal tages stilling til, så arbejdspladsen kan rette op på de uheldige elementer i arbejdsmiljøet – og dermed få nedsat det arbejdsmiljørelaterede sygefravær.
Forhold i arbejdsmiljøet, der kan have betydning for sygefraværet:
• Ubekvemme arbejdsstillinger – og bevægelser
• Ensidigt, gentaget arbejde
• Ringe indflydelse på eget arbejde
• Manglende udviklingsmuligheder
• Ringe kollegial og ledelsesmæssig støtte og feedback
• Stor arbejdsmængde og tidspres
• Traumatiske begivenheder i arbejdet
• Konflikter og mobning
Sygefraværssamtaler
Detektivarbejdet med at finde årsager til sygefraværet foregår ofte ved en sygefraværssamtale. Her er det af stor betydning at samtalen foregår i et trygt og tillidsfuldt miljø, hvor tavshedspligten overholdes og hvor der er en ligeværdig, respektfuld og fremadrettet atmosfære. Kun under de betingelser, kan man forvente at opnå et for alle positivt resultat.
Fremme af trivsel
Selv uden deciderede arbejdsmiljøproblemer er det en fordel at videreudvikle og udvide de positive elementer i kulturen og arbejdsmiljøet på arbejdspladsen.
Trivsel defineres som et resultat af samspillet mellem medarbejderen og arbejdspladsen.
Om man er tilfreds eller utilfreds afhænger af om man har fået sine forventninger opfyldt i samspillet med arbejdspladsen. Det kan dreje sig om alle aspekter i arbejdslivet, herunder det rationelle, fysiske, strukturelle eller organisatoriske forhold på arbejdspladsen, fx arbejdstider, arbejdsintensitet, samarbejdsrelationer, omgangstone, feedback, udvikling eller belønning i bred forstand.