April 2018: Et forhandlingsforløb fra helvede

Når I får dette nummer i fagbladet mellem hænderne, er vi i ét af tre mulige scenarier. Enten er store dele af den offentlige sektor lukket ned, og I er sendt hjem uden løn; vi er i konflikt. Eller også er der opnået en eller anden form for mæglingsaftale i Forligsinstitutionen, der skal til urafstemning. Eller har regeringen valgt at skære igennem med et lovindgreb. Eller er i det mindste ved at forberede et sådant. LovOVERGREB, føler jeg stærk trang til at kalde det.

For dét, vi er vidne til og aktører i ved disse overenskomstforhandlinger, har været helt udenfor nummer. Ikke bare er vore krav blevet mødt med en helt utilbørlig mangel på lydhørhed. Vi har været udsat for løgne om ”lønfest” for de offentligt ansatte, skævvredne lønstatistikker og anklager om, at vi ikke leverer nok effektivitet, mobilitet og fleksibilitet.

Altså!
Som om I ikke allerede har leveret effektiviseringer i årevis og har ladet jer rykke så rigeligt rundt i forbindelse med fusioner og nedlæggelser. Som om reguleringsordningen overhovedet tillader, at offentligt ansattes lønstigninger rykker sig fri af parallelforløbet
med det private arbejdsmarked. Som om vi ikke ved de seneste tre OK-forhandlinger allerede har udvist løntilbageholdenhed og samfundsansvar.

Nu er samfundsøkonomien i vækst; hvad er så rimeligheden i, at de offentligt ansattes krav – ganske rimelige krav! – fejes af bordet med en arrogant håndbevægelse? Og at der derefter sættes trumf på arbejdsgivernes overmagt ved at varsle lockout for yderligere
60 procent af det offentlige arbejdsmarked.

Det er uklogt og dybt, dybt skadeligt.
Vi står her med en tillidskrise af dimensioner: Over for regionerne, kommunerne og staten. Og over for en regering – med eller uden en tavs og accepterende opposition – der først og fremmest synes opsatte på at knægte fagbevægelsen. ​Skulle deres bestræbelser
handle om at gøre den offentlige service bedre for borgerne? Nej, den køber de færreste! Det er en billigere offentlig sektor, der har været målet fra starten af; betalt med forringelser
på overenskomsterne.

Dét, der forhåbentligt kommer ud af dette historiske forhandlingsforløb fra helvede er, at vi som lønmodtagerorganisationer fortsat står sammen. Og at de kolleger, vi har derude, som endnu ikke har meldt sig under de etablerede fagforeningers faner, besinder sig og får sig meldt ind. Det burde ikke være muligt at køre på fribillet; uden en talstærk og
solidarisk fagbevægelse vil de rettigheder og goder, vi har kæmpet og betalt for, hurtigt blive afviklet. Tro mig; det er dét, der er i gang for øjeblikket.

Derfor; stil op og stå sammen! 
 
Af Bert Asbild, formand i Danske Bioanalytikere​​​
​​​
LinkedIn Email Twitter