November 2017: Send regnemaskinen til reparation, når kun besparelser og skattelettelser bonner positivt ud

Såkaldt ”dynamiske effekter” af en regerings økonomiske politik er et omstridt emne. Men at der naturligvis er nogle afledte virkninger – positive eller negative – når der enten spares eller spenderes, er der trods alt bred enig- hed om.
 
Men hvilke, hvor og hvor meget, dét er spørgsmålet. Og et spørgsmål, det nu presser sig på for at få et bedre  svar på, er, hvor stor den positive effekt er på beskæftigelsen ved øgede udgifter til den offentlige sektor.

Det er baggrunden for, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, har regnet på, hvilken beskæftigelseseffekt det har, for eksempel at investere i anlæg af nye motorveje.
 
I Finansministeriets aktuelle regnemodel optræder omkostningerne alene som en udgift. Selvom alle kan se, at det naturligvis er en langsigtet investering, der sikrer, at arbejdsstyrken kan komme hurtigere på arbejde og derfor formentlig vil være  mere motiverede for at søge job med en større pendlerafstand.
 
Det er godt for erhvervslivet og bruttonationalproduktet. Selv i tænketanken CEPOS, der ellers normalt mener det stik modsatte af AE, er man enige i, at den slags skal medregnes i det fulde billede over vores finanspolitiske fremtidsperspektiver. De økonomiske vismænd støtter også idéen; det er simpelthen skævt ikke at gøre det.

Når det gælder besparelser på det offentlige forbrug, for eksempel i form af nedskæringer og rationaliseringer, indlæses det i regnemodellen altid som et plus.
 
På trods af, at den slags inden for vores eget område betyder dårligt arbejdsmiljø, langtidssygemeldinger, lav patienttilfredshed, ja – i værste tilfælde dårligere patientsikkerhed.
 
Alt sammen noget, der koster sundhedskroner, og derfor burde trækkes fra, når den slags tiltag planlægges.

Det er dog accepteret budget-matematik at omregne de dynamiske effekter af nedsættelser af såvel topskat som kontanthjælp til flere i arbejde. Med investeringer i mere velfærd står det anderledes til.
 
Ifølge Finansministeriets kalkuler er der tilsyneladende ingen sidegevinster ved at bruge penge på flere pædagoger, folkeskolelærere eller flere sundhedsprofessionelle.
 
Altså alle dem, der får vores velfærdssamfund til at fungere, så arbejdsstyrken – for det er jo den, det handler om i Finansministeriet – kan bidrage til den fælles økonomi.
 
Prøv lige at tage dem med i regnestykket og se, hvad  der sker! Udenlandsk forskning viser, at det faktisk er muligt at sætte tal på det økonomiske afkast af velfærds- investeringer.
 
Køb en ny regnemaskine som kan vise, at ekstra kollegaer i den offentlige sektor er en samfundsgevinst – ikke en udgift!  

Bert Asbild, formand, Danske Bioanalytikere
LinkedIn Email Twitter