En succes: Tidsbestilling i de biokemiske ambulatorier

På blodprøveambulatorierne på Sydvestjysk Sygehus skal patienterne nu booke tid til blodprøvetagning og EKG. Det gælder for Esbjerg, Grindsted og Varde.

Nyhed

​​​​​​​​​​​​​ Af Dinah Sloth Andersen, webredaktør

Midt i april måned blev tidsbestilling obligatorisk for patienter til blodprøvetagning og EKG på laboratorierne  i Esbjerg, Grindsted og Varde.

Det er sket, fordi der alt for tit var fyldte venteværelser med de konsekvenser, som det giver:

  • Nogle af patienterne var utilfredse med ventetiden, enkelte var direkte ubehøvlede overfor personalet.
  • Personalet blev stresset, fordi man gerne vil udføre sin opgave så godt som muligt, herunder sørge for at patienterne ikke kom til at vente længere end højest nødvendigt.
Der var en lang indkøringsfase, hvor patienterne fik at vide, at tidsbestilling var muligt - og at det ville blive sådan, at alle skulle bestille tid fra midt i april måned.
 
Der blev annonceret i ugeaviser, sendt plakater ud til rekvirenterne og givet besked til de ambulatorier, der henviser patienter til blodprøvetagning/EKG.
Sygehusets hjemmeside fortæller om bookingen - se den her​
 
På hjemmesiden ligger en lille film, der beskriver hvordan man bestiller tid. Du kan se den her
 

Personalet har naturligvis gjort sig mange tanker forud for den tvungne tidsbestilling.
Hvad stiller vi op med de, der ikke har NEM-ID?
Hvad gør vi ved de patienter, der alligevel bare kommer uden tidsbestilling?
Hvad med de, der skal have tage "akutte" prøver?

Og mange andre spørgsmål.

Her - et par måneder efter at det blev indført - viser det sig, at der er stor tilfredshed med ordningen, både blandt personalet i blodprøveambulatorierne og blandt patienterne.
Patienterne kommer ind til tiden, og der sidder ikke længere flokke af patienter og venter i venterummene.

Der er altså mindre stress for alle!

Systemet stod sin prøve tirsdag efter påske, der normalt er årets travleste dag i blodprøvetagningsambulatorierne: Dagen gik med at tage de patienter, der havde bestilt tid, og der sad ikke de store af grupper af ventende patienter, som der har gjort på den dag de tidligere år.

En laborant, der er prøvetager i et af prøvetagningsrummene, fortæller:
"Det virker slet ikke som om der er så mange patienter, som der reelt er.
Det er netop fordi patienterne kommer til den bestilte tid, og ikke sidder i store grupper og venter.
I booking planen er der taget højde for frokostpausen, så jeg er sikker på, at der ER tid til at spise (lidt på skift med kollegerne i forhold til bookingerne).
Tidligere kunne det være et pres, at skulle gå fra et fyldt venterum for at spise frokost - med det resultat at jeg ​ slugte maden for at komme tilbage til patienterne, der jo helst ikke skulle vente for længe"

Naturligvis kan det være hårdt at tage blodprøver en hel dag, hvor der skal tages hensyn til bookede tider og hvad der ellers dukker op af uforudsete hændelser! Men tidligere var der mindst lige så meget pres på, fordi det ind imellem virkede som om der lige kom en busfuld patienter på samme tid. De store grupper af ventende patienter gavnede ikke den enkelte prøvetagers stressniveau - og slet ikke, hvis der så tilmed var stor utilfredshed med ventetiden.

Der kommer stadig patienter, der ikke har booket en tid; de får hjælp - og får en trykt folder med hjem til næste gang.
De patienter der synes, at det unødvendigt at skulle booke tid, bliver færre og færre.
En af udfordringerne er at man skal have NEM-ID for at kunne bestille tid. Det betyder, at de patienter, der er fritaget for NEM-ID og børn skal ringe til tidsbestillingen. Der er åbent en time dagligt - og der er travlt ved telefonerne.

De patienter, der skal have taget prøver sammen dag, som de er i "huset", bliver sluset ind på listerne over bookede tider, fordi de rekvirerende sygehusambulatorier kan booke til ​dem. 

De "akutte" ambulante patienter, altså de der SKAL have taget prøver ret omgående, bliver der også tid til.

Så som nævnt en stor succes.

Særligt benyttede sider på dbio.dk