Temadagen om "Den synlige TR" er ændret til "Den synlige DUO"

Temadagen henvender sig dermed til både TR og AMiR = DUO'en. Både TR og AMiR har brug for synlighed om deres repræsentantfunktion - både i forhold til kolleger og ledelse. Læs mere om temadagen.

dbio-Syddanmark

Af Dinah Sloth Andersen, webredaktør

Her er lidt om temadagen, der foregår den 28/2-2019:

De fleste TR´ere og AMiR´ere vil gerne være synlige, nærværende og relevante overfor både kolleger og medlemmer. Det kræver, at den enkelte TR og AMiR kan relatere til andre mennesker – ikke som en maskinel netværksøvelse, men ud fra det personlige udgangspunkt, vi hver især har.

Som TR og AMiR anno 2019 er vi ikke stærkt relaterende og synlige, hvis vi blot gemmer os bag vores titel eller dbio-logo. Vi må så og sige træde foran logo, titel og lovgivning og vise, hvorfor vi selv er medlemmer. At blive mere synlig som TR og AMiR handler ikke om at være introvert eller ekstrovert. Eller om at råbe højt på bekostning af andre. Det handler om, at den enkelte står ved sit eget udgangspunkt, sin egen personlighed og relaterer ud fra dette – er synlig i dette udgangspunkt.

Mening motiverer mennesker. Når vi oplever mening, kan vi som TR og AMiR opnå en adfærd, hvor vi smitter vores kolleger og andre dbio-medlemmer, uden at vi bliver anmassende og påtrængende. dbio kan ikke påtvinge hverken TR eller AMiR at tage ejerskab – den skal komme indefra, som en oplevet egenværdi hos den enkelte.

Før skulle vi som DUO primært være synlige, når der var en konkret sag. I dag skal vi kunne skabe relationer i hverdagen for at organisere, hverve, fastholde og udvikle medlemmer. Yngre kolleger forventer i langt højere grad end ældre, at deres DUO er synlig i dagligdagen. De vil ses og høres og ikke bare henvises til konkret problemløsning, når behovet opstår. 

Som DUO står vi stærkt, hvis du kan guide vores medlemmer og potentielle medlemmer ud fra et oplyst grundlag. Du skal selvfølgelig kunne udfordre de arbejdsmæssige forhold ud fra det, der står i overenskomsten og MED-aftalen. Når du er stærk i din kerneopgave, kan du nemmere være uformel i relationsopbygningen, udviklingen og i fastholdelsen. 

På dagen sættes desuden fokus på samarbejdet mellem TR og AMiR og hvordan man sikrer DUO samarbejdet som en stærk enhed, selvom de to personer kan være vidt forskellige.

På denne dag giver forandringsvejleder Anders Bjørk og kommunikationstræner, Anders Gisselmann DUO´en en række nye indsigter og værktøjer, som kan styrke den enkeltes forståelse af sig selv og andre i arbejdet med at skabe relationer og synlighed. TR og AMR vil gå fra dagen med en større forståelse af egne styrker og en styrket bevidsthed og tro på, at de med deres unikke udgangspunkt kan inspirere både kolleger og dbio´ere – ikke bare når der skal problemløses, men også i hverdagen på arbejdspladsen.

Tilmeld dig her: https://danskebioanalytikere.membersite.dk/

Særligt benyttede sider på dbio.dk