Tantetesten, hvilket scenarie vil du byde din syge tante?

Liggende transport eller behandling i eget hjem. Og hvad stiller du op, når valgmuligheden ikke er der?

dbio-Syddanmark

Af Dinah Sloth Andersen, webredaktør 

I Jyske Vestkysten har der den 26/7-2017, været et læserbrev på foranledning af Regionsformand Hanne Nielsen Bonde.

Læserbrevet beskriver den uværdige situation, som en borger i Region Syddanmark har været udsat for.

Borgeren har rettet henvendelse til et sygehuslaboratorium i regionen, for at høre, om det kunne lade sig gøre at få en bioanalytiker ud og tage en blodprøve i borgerens eget hjem. Det ville gøre det meget lettere for borgeren, der er sengeliggende.

Det er desværre ikke en mulighed i den pågældende borgers kommune.

​Region Syddanmark har ellers indgået en rammeaftale om blodprøvetagning i eget hjem, der lægger op til at harmonisere servicen til svage borgere. Aftalen, der også beskriver en model for afregningen, er lavet i et samarbejde med repræsentanter for kommunerne, praktiserende læger, laboratorierne og regionen.

Da det er frivilligt, om den enkelte kommune vil tiltræde den, opstår denne situation, hvor laboratoriet desværre må afvise at komme ud til borgeren for at tage blodprøven og derfor skal borgeren opleve det her forløb, der ikke holder til "Tantetesten".

I stedet foregår blodprøvetagningen på følgende måde:
Personalet på laboratoriet efterlever sygehusets værdi "Patienten først" og aftaler, at borgeren, der nu må med liggende transport til laboratoriet, kan få blodprøven taget med det samme ved ankomst. Så kan man i det mindste undgå, at transporten kører væk og skal rekvireres igen, med deraf følgende ventetid.

Falck-folkene var vældig flinke, men fortalte, at de absolut ikke kunne garantere, at de kunne blive og vente på, at borgeren fik taget blodprøven. De var sendt afsted i en akutambulance. Så hvis de fik et opkald, skulle de køre med det samme. Og borgeren skulle så vente yderligere på hjemtransporten.
Heldigvis kom der ikke et opkald til dem, så de ventede de fem minutter, som blodprøvetagningen varede, og kørte så afsted med borgeren på transportbåren.

  • Er det i orden?
  • Skal den enkelte kommune have lov til - ud fra snævre økonomiske betragtninger - at bestemme, at en borger skal udsættes for denne behandling?
  • Og er det i virkeligheden ikke dyrere i den sidste ende?
  • Svage borgere i sygetransporter på landevejene er vel ikke "best practice"?
  • Har vores svageste borgere ikke ret til at slippe for anstrengende transporter til og fra ambulatorieydelser, der sagtens kunne foregå i eget hjem?

Ordningen i Region Syddanmark kan oven i købet udbygges, så der kan udføres analyser af blodprøverne ude hos patienten. Hvis man vælger den model, kan der i løbet af ganske kort tid tages stilling til, om en indlæggelse er nødvendig, eller om der eventuelt kan gives væske/medicin i hjemmet.

På den måde kan nogen af de mange korte indlæggelser (svingdørspatienter), der ses i øjeblikket, undgås. Og det vil på sigt spare mange ressourcer både i kommuner og i regionen.

Så måske skulle kommunen her genoverveje sin beslutning. Borgernær sundhed bliver sikkert et vigtigt emne i den kommende valgkamp i efteråret 2017.

Både sygehusets og borgerens navne er kendt af webredaktøren.

Se læserbrevet på Jyskevestkysten.dk

Særligt benyttede sider på dbio.dk