Nye tiltag fra din pensionskasse, PKA

På delegeretmødet i PKA blev der - udover godkendelse af beretning og regnskab - også foretaget valg til bestyrelsen samt vedtaget nye regler vedrørende kommunikation og aldersopsparing.

Af Dinah Sloth Andersen, webredaktør

Den mundtlige beretning handlede blandt andet om:
Det høje afkast på 7,4%, den høje forrentning af pensionerne, øgede supplerende indbetalinger, de digitale medlemmer, de nye faggrupper i pensionskassen, ressourceforløbsydelsen, forsikring af tab af erhvervsevne, det digitale PKA, investeringer, ansvarlighed, det aktive medlemsdemokrati og bestyrelsens arbejde.

Sammen med den skriftlige beretning gav den et godt indblik i PKA's arbejde i 2017. Før beretningen blev accepteret af delegeret forsamlingen, var der en række spørgsmål, som blev besvaret tilfredsstillende af ledelsen i PKA.

Så blev regnskabet gennemgået - og også her var der tilfredshed med resultatet.

Herefter blev forslaget om ændring af pensionsvilkår vedrørende brug af aldersopsparing og forslaget om kommunikation behandlet.
Der var desuden valg til bestyrelsen fra Ergoterapeuterne og Fysioterapeuterne.

Eftermiddagens program på PKA’s generalforsamling lagde op til at de delegerede skulle få en forståelse af mekanismerne i den nye pensionsreform. De delegerede skulle få et indblik i, om det stadig kan betale sig at spare op til egen pension. Samspillet med folkepension, tillæg og andre offentlige tilskud har i den senere tid gjort vores medlemmer usikre på om det i virkeligheden kan betale sig at spare op, hvis man bare bliver trukket i offentlige tilskud efterfølgende.

De to oplægsholdere ( aktuar og økonomidirektør) gav en grundig gennemgang af pensionsreformens betydninger, og lad mig sige det rent ud: ”Det var svært stof” men summa summarum: ”Ja det kan stadig betale sig at spare op”

Det kræver dog en ændring i vores pensionsvilkår således at der igen bliver indbetalt til en alderssum. Det er en ændring generalforsamlingen gav bestyrelsen mandat til at iværksætte.

Der skal nok komme en masse information ud til medlemmerne når PKA er klar.
Det vil nok være urealistisk at tro at de delegerede kan genfortælle og vejlede medlemmerne ude på arbejdspladserne, men de gik i hvert fald hjem med fornemmelsen af at vi stadig har et af verdens bedste pensionssystemer og at det stadig kan betale sig at spare op.

PKA orienterer naturligvis mere uddybende om delegeret mødet i PKa-nyt.

Særligt benyttede sider på dbio.dk