Hr Jensen, noget må gøres, vores algoritme har regnet ud at du lige om lidt bliver indlagt

Regionsformand Hanne Nielsen Bonde, deltog i dbio's lederforum.Hun hørte blandt andet noget om kunstig intelligens.

dbio-Syddanmark

 Af Dinah Sloth Andersen, webredaktør

​Her er Hannes beretning:

På lederforum i sidste uge holdt Gitte Kjeldsen, projektleder, Hospitalsenheden Horsens, og Christian Bang, Information Engineer, Enversion, et oplæg under overskriften:

Forebyggelse med kunstig intelligens.

De var i gang med et stort dataprojekt, som skulle vise, om man ved samkøring af registre og sundhedsdata kunne finde ud af, om det var muligt at lave en algoritme, der kunne forudse, hvem der var i fare for at blive akut indlagt inden for de næste 100 dage.

En case kunne være:

Hr Jensen bliver som 75 årig sendt til læge af sin kone gennem mange år, fru Jensen. Hun synes han er i tiltagende dårlig form. Han bliver enig med lægen om at begynde at gå lidt flere skridt og måske finde en motionsform, han kan lide.

Som 78 årig sender hun ham afsted igen fordi hans hjerte nogen gange ”giver lyd fra sig” Han går til  undersøgelser, der ikke viser hjertefejl men får igen besked på at bevæge sig lidt mere fordi hans blodtryk og kolesteroltal er lidt for høje. Og han starter nu  i kontrol for blodtryk og kolesterol og ender med at måtte medicineres for disse tilstande.

Hans kone, Fru Jensen har i mellemtiden fået konstateret tarmkræft og er i behandling . De kan ikke længere blive i deres hus, hvor de har boet gennem 50 år.

De flytter derfor i en bolig tilknyttet et plejecenter, men Fru Jensen dør kort efter.

Nu er Hr. Jensen blevet enkemand efter mere end 50 års ægteskab og går oftere og oftere til læge med småproblemer.

Pludselig en dag kommer der et brev i Hr. Jensens E boks med ordlyden ”kære Hr. Jensen vi har ved en rutinemæssig kontrol af dine person -sundheds og sociale data i vores computersystem fundet ud af at du om ca. 100 dage efter al sandsynlighed vil blive akut indlagt, så du bedes gå til din egen læge inden for de næste dage så vi kan undgå denne akutindlæggelse. ”

Det var spændende at høre om dette projekt.
Det der dog rystede - i hvert fald undertegnede - var, at man ikke under arbejdet med projektet, havde drøftet etikken i denne form for overvågning.

Dataene havde også den ulempe, at de - når de var samlet og gav et udslag på ”forøget risiko” - ikke kunne fortælle personen, hvilke data der havde udløst udslaget.
Det fortonede sig i tågerne af de mange data .

Det er jo utroligt hvad man kan med teknologi, men de store spørgsmål er:

Hvem gavner det? Og skal man altid gøre det, bare fordi man kan?
Fratager man den fremtidige kronisk syge sin egen suverænitet og retten til at bestemme over eget liv og krop?´

2019-algoritme

Særligt benyttede sider på dbio.dk