Coronavirussens følger på laboratorierne på Sygehus Lillebælt

Sygehus Lillebælt (SLB)er ikke repræsenteret i regionsbestyrelsen. Fællestillidsrepræsentant (FTR) for bioanalytikerne på SLB, Birgit Lindholm Jensen, har sendt sin beretning om, hvordan coronakrisen har påvirket bioanalytikere og laboranter på SLB

dbio-Syddanmark

Af Dinah Sloth Andersen, webredaktør

Her fortæller Birgit Lindholdm Jensen, der ud over at være FTR, arbejder som bioanalytiker på genetisk afdeling på SLB, hvor hun også er tillidsrepræsentant.

Her på SLB er vi jo selvfølgelig også påvirket af Covid situationen ligesom alle andre steder i landet.
Alle afdelinger mærker det, på den ene eller anden måde. Enten fordi der kommer færre prøver/henvisninger, eller fordi der er blevet mere travlt.
Arbejdsgange bliver lavet om, så der tages hensyn til afstand osv. Der kommer hele tiden nye planer, nye retningslinjer, og ofte skal det sættes i værk med kort varsel.

På mikrobiologisk afdeling køres der COVID-19 analyser. Her har der været problemer med at få reagenser hjem til oprensning af RNA, så det har fyldt en stor del. Der er lavet/laves flere forskellige afprøvninger af oprensningsmetoder, og til dette arbejde hjælpes der til fra andre specialer bl.a. biokemisk afdeling. Derudover får mikrobiologisk afdeling hjælp til udførelse af COVID-19 analysen fra flere specialer.
Der er 2 bioanalytikere fra genetisk afdeling, 6 bioanalytikere fra biokemisk afdeling og 2 bioanalytikere fra patologisk afdeling, der hjælper til. Det er hovedsagligt i aftenvagter og tidlig morgen, at de hjælper til, så disse bioanalytikere er jo pludselig i gang med vagter både i weekend og helligdage også, hvilket de ikke er vant til.

Det går ad frivillighedens vej, og de byder ind med de vagter de gerne vil tage, og som det passer ind i dagligdagen for den enkelte og for stamafdelingen.
Der er stor velvilje til at tage disse vagter, og det har for nogles vedkommende været en fordel at have vagter i forhold til at det giver lidt frihed, som de har nydt godt af, når nu man også har haft børn derhjemme, der skulle gå i hjemmeskole osv.
De fleste af de 10 bioanalytikere er vant til at arbejde med molekylærbiologi, og dermed er det ikke noget helt nyt og fremmed de begiver sig ud i. Alle specialer, der arbejder med molekylærbiologiske metoder, har laboratoriefaciliteter på samme plan i laboratoriecenteret, så de er også nærmest på hjemmebane her. Det har også betydet, at de indimellem COVID prøver har kunnet arbejde på stamafdelingen i perioder med lav belastning på COVID-19 prøver

Biokemisk afdeling ligger både på Kolding sygehus, som er et akut sygehus og på Vejle sygehus.
Her er der flyttet lidt rundt, så der kommer flere medicinske patienter til Vejle for at frigive plads til COVID-patienterne i Kolding.
Dette medfører selvfølgelig en større belastning på begge matrikler. I Vejle, da der kommer flere medicinske patienter og i Kolding, der skal håndtere COVID- afsnittet.  Samtidig kommer der dog også færre prøver – bl.a. praksis prøver.
På Kolding sygehus er vagtbelastningen blevet større, der er f.eks. flere bioanalytikere på nattevagt og aftenvagt, og dermed bliver der et øget pres på bemandingen. Der er opmærksomhed på, at der muligvis skal sendes hjælp til Kolding til blodprøvetagning, og til dette har flere bioanalytikere fra andre specialer meldt sig og står klar, hvis det bliver nødvendigt. Igen stor villighed til at ville hjælpe, hvor der skulle blive brug for det.

Der er generelt stor fleksibilitet fra personalets side, og man mærker en stemning, hvor vi skal hjælpe hinanden og få tingene til at fungere. Det bliver spændende, hvordan det kommer til at gå i den nærmeste fremtid, hvor en større del af aktiviteterne i sygehusvæsenet skal åbne op igen. Og hvor der også på samme tid bliver skruet op for antallet af COVID-19 tests, der skal udføres.

2020-orona-slb

Særligt benyttede sider på dbio.dk