Besparelse uden konsekvens for patienten

En forventet besparelse på 8,5 mio. kr. på et år, i forbindels med et skift i medicin for patienter med brystkræft, bliver en realitet for Region Nordjylland. Endnu mere fantastisk er det, at patienterne får samme effekt af behandlingen.

Af Rikke Skall, webredaktør

Den forventede besparelse er resultatet efter et patentudløb og hurtig implementering af det nye lægemiddel. Muligheden for skifte til et billigere produkt, bød sig for Region Nordjylland, da patentet for lægemidlet trastuzumab udløb.

sundhed-udstyr2

Alle skal som udgangspunkt behandles med den ligeværdige, men billigere medicin.

Patienterne får stadig samme gode behandling, og derfor er Regionen helt tryg ved at skifte til den nye medicin. Effekten og bivirkningerne er de samme, men de fleste patienter vil opleve at skulle have medicinen på en anden måde end tidligere, siger Birgitte Klindt Poulsen, ledende overlæge på Klinisk Farmakologisk Enhed på Aalborg Universitetshospital.

Samarbejde mellem flere afdelinger

Op til beslutningen blev truffet om at skifte til det nye lægemiddel, havde Sygehusapoteket nedbragt sit lager af medicin fra den tidligere producent. Det betød, at brugen af det nye lægemiddel kunne træde kraft i løbet af få dage. Dette var muligt, fordi personalet i klinikken også var klar, så i samarbejde med Sygehusapoteket, Onkologisk Afdeling og Klinisk Farmakologisk Enhed, har det hurtige skifte bidraget til en stor besparelse for regionen.

Regionrådsformand Ulla Astman udtaler, at dette er et et godt eksempel på, at når der samarbejdes på tværs i regionen, så kan man lykkes med mange ting. Det er glædeligt, i en tid hvor der er meget fokus på stigende medicinpriser, at det en gang i mellem går den anden vej, uden at gå på kompromis med patientbehandlingen

Besparelsen er allerede indregnet i forbindelse med budgettet for 2019.

Særligt benyttede sider på dbio.dk