Repræsentanter og ledere samlet igen - endelig !

Tirsdag d. 2. marts var en særlig dag her i dbio midtjylland. Her var 58 tillids-, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere samlet igen, efter et helt år med Corona-aflyste uddannelsesaktiviteter.

​Af: Ruth Skovgaard

billede til hjemmesiden marts 2021

Endelig mødes vi igen – dog ikke fysisk. Men på skærmen. Ligesom mange andre steder har vi i dbio-Midt taget den virtuelle mødeform til os. Men dette var første gang, at vi skulle afholde en uddannelsesdag virtuelt. Og til trods for lidt tekniske start vanskeligheder forløb det glat. Dbios jurist Helene Højgaard underviste os i ”Ansættelse på særlige vilkår” – hvilke muligheder er der, når en medarbejder ikke kan varetage funktioner på almindelige vilkår. Hvad kan kommunen bistå med, og hvilke regler er der. En af de områder Helene var omkring, var langvarig sygdom. Når sygdom bliver varig, falder det under handicap begrebet ”en væsentlig og varig nedsættelse af arbejdsevnen”, hvilket mange måske ikke var klar over.
Herefter ”gik” lederne over i et virtuelt mødelokale og havde en time med regionsformand Karin Vestergaard.

Alle repræsentanterne mødtes i et andet virtuelt rum – hvor de kunne dele erfaringer og sparre med hinanden om, hvilke udfordringer de lige nu oplever i hverdagen. Her gik snakken om alt lige fra visirer til mangel på pipettespidser, og omkring spørgsmål angående de nye typer ansættelser i testcentrene.

Repræsentanterne afsluttede den virtuelle dag med at udtrykke et stort ønske om, at der ikke skulle gå lige så lang tid, inden de kan mødes igen, og gerne virtuelt igen, hvis der ikke er andre muligheder. Derfor kigger uddannelsesudvalget nu i kalenderen for at finde en ny dato inden sommerferien. Og fordi vi ikke ved, hvordan situationen med restriktioner er i fremtiden, arbejder regionsbestyrelsen mod, at alle arrangementer og uddannelsesdage i den nære fremtid kan gennemføres som virtuelle møder.
Dette er selvfølgelig kun plan B – fysiske møder er altid at fortrække, hvis forholdene overhovedet tillader det, og derfor booker vi også medborgerhuset i Silkeborg, så afstandsrestriktionerne til enhver tid kan overholdes.

De arrangementer som lige nu er i støbeskeen her i dbio-Midtjylland er:

  • AMIR temadag
  • Generalforsamling i september
  • To kongresdelegeretmøder forud for kongressen i november 2021
  • Temadag for ledere og undervisere om feedback kultur
  • Netværksmøde for alle de midtjyske dbio-medlemmer, som skal deltage i IFBLS 2021
  • Uddannelsesdag omkring arbejdstidsregler i efteråret for TR, ledere og vagtplanlæggere
  • Og meget mere hvis situationen tillader det

Særligt benyttede sider på dbio.dk