Regionsbestyrelse på afveje – men vi er tilbage igen!

To DSB-togsæt og dbio-c´s lokaler dannede rammen om regionsbestyrelsens to-dagsmøde i marts. Med tilbage i kufferten har vi masser af input og inspiration til vores videre arbejde i bestyrelsen.

dbio-Midtjylland

Af Inger Merete Paulsen, regionsbestyrelsesmedlem 

IMG-0180
Der var ikke tid til at se ud ad vinduet, da bestyrelsen i dbio-midtjylland var på vej til København. Pernille Kou og Inger Merete Paulsen (th.). Foto: Lotte Koch.

Man kan faktisk nå en del fagligt arbejde ved DSB´s borde, især når man ikke har bestilt stillekupé.

Formand Karin styrede vestholdet, bestående af Conni, Stine og Kirsten, mens næstformand Ruth svang dirigentstokken over østholdet, Lotte, Tove, Lene, Pernille og Inger Merete. De to togstammer blev planmæssigt koblet sammen i Fredericia, og der var stor gensynsglæde i Hovedbanegårdens ankomsthal.

Sammen gik vi til dbio´s lokaler i Skindergade, som dog lige nu står rungende tomme. Anden sal, hvor dbio-c normalt holder til, er muligvis ramt af skimmelsvampeangreb, og hele sekretariatet er derfor genhuset i Gothersgade. Mødelokalerne på 3. sal kunne heldigvis bruges, så vi indtog ”Laboratoriet” for de næste par dage.

To dage i staden

I løbet af vores to dage i staden havde vi planlagt at gennemføre et mødemaraton med forretningsudvalget, repræsentanter fra alle dbio-c´s områder, samt afholdelse af et ordinært bestyrelsesmøde.

Vores første punkt på dagsordenen var en hurtig gåtur ned til de midlertidige lokaler, hvor vi hilste på alle medarbejderne og tog formand Martina og de to næstformænd Katja og Bitten med tilbage til frokost og efterfølgende snak med de tre, som tilsammen udgør forretningsudvalget (FU) i dbio.

Her præsenterede Martina bestyrelsen for dbio’s visioner og mål og FU redegjorde for, hvordan de har valgt at nedbryde den traditionelle søjleopdeling af ansvarsområderne for at skabe mere sammenhæng. Samtidig pointerede FU, at det, vi bruger vores tid på, skal give værdi for medlemmerne.

IMG-0150

Det usynlige organ med stor betydning

Joy Strunck, vores forhandlingsleder ved overenskomster, står i spidsen for arbejdsmarkedsudvalget mellem OK-perioderne, og benævner selv udvalget som ”det lidt usynlige dbio-organ”. Det er her alle sager om arbejdsforhold, som ikke er fysiske arbejdsskader behandles.

”Sagerne er sensitive og de medlemmer som er involveret i fyringssager eller lignende, ønsker naturligt nok ikke opmærksomhed udadtil”, fortalte Joy, som blandt andet lige nu er ved at forberede dbio´s sag omkring de fyrede flexjobbere i Region Sjælland.

Andre områder som hører til her, er de arbejdsmarkedsforhold, som ændrer hverdagen for både bioanalytikere og borgere. Vi husker ebolatruslen for nogle år siden, som satte alle landets sygehuses beredskaber for epidemier i højeste gear, og før dét lægekonflikten, hvor de praktiserende læger ønskede at opsige deres ydernumre i protest. Dette berørte selvfølgeligt både de praksisansatte bioanalytikere, men også landets borgere, som risikerede at stå uden mulighed for egen læge.

På vej mod OK21

Og så var der jo OK18 med konfliktlån og nødberedskabet, som nok stadig står i klar erindring hos de fleste, og Joy kunne fortælle, at OK21 såmænd allerede nu er i planlægningsfasen, hvor de kommende temaer skal drøftes i forhandlingsfællesskabet efter sommerferien i år.

”Vi skal værne om faglighed og ansvarlighed – og det er svært, når vi bliver presset i vores hverdag på laboratorierne ”, understregede Joy.

Uddannelse af TR/AMiR, medlemskontingent og de studerende

Anders Clemmensen og Sanne Jensen fra det organisatoriske område kiggede også forbi ”Laboratoriet” og fortalte om dbio´s opgaver med uddannelsen af vores tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter. Der har de sidste valgperioder været stor udskiftning i repræsentantkorpset og øget behov for kurserne.

Så er det en fordel at være en organisation, som er selvforsynende med dygtige undervisere og hurtigt kan stable et ekstra kursustilbud på benene, så repræsentanterne bliver bedst muligt klædt på til arbejdet ude på arbejdspladserne.

Det er også i det organisatoriske udvalg, at man i den forrige kongresperiode har arbejdet med kongresforslaget Fremtidens repræsentanter og i denne nye periode vil fokus ligge på hvervning og fastholdelse af medlemmer i dbio.

Og det er til konsulenterne indenfor det organisatoriske område, man retter henvendelse til, hvis man har spørgsmål omkring sit medlemskab eller kontingentet.

dbio er inviteret til møde i Sundhedsministeriet

Jane Fyhn fra det faglige område kunne fortælle, at Danske Bioanalytikere er inviteret ind i Sundhedsministeriet fredag den 29. marts med henblik på sammen med sundhedsministeren og embedsmændene at identificere såkaldte forbeholdte virksomhedsområder for bioanalytikere. 

Blodprøvetagning er et oplagt område, som vil sikre, at vi som bioanalytikere vil blive ansvarlige for opgaven med instruktion af andet sundhedsfagligt personale i dét, som jo er en af vores kerneopgaver. 

Et andet område kan være kontrol af POCT-udstyr, det vil forankre en landsdækkende kontinuitet i kvalitetssikring, som den nuværende praksis med firmaernes egne serviceaftaler ikke på samme måde gør.
Vi glæder os meget til at høre om mødet i Holbergsgade. Her i fagligt udvalg sørger de også for at fortælle politikerne, at bioanalytikere er vigtige elementer i en ny sundhedsreform.

Stå stærkere sammen som helhedsorganisation

”Professionen er blevet meget mere åben end den var tidligere, bioanalytikerne indgår i flere tværfaglige samarbejder end før", siger Jane og fortæller videre, at dbio er lidt specielle som professionsorganisation, da vi rummer både ledere og medarbejdere i samme organisation. Det er vigtigt at være en helhedsorganisation for at stå stærkere sammen.

Fagligt udvalg arbejder også sammen med specialernes udviklingsgrupper om dbio´s kursustilbud, som vi alle modtager en gang om året sammen med fagbladet, og med professionsudviklingsstrategien, som sikrer os en retning for vores fag og ikke mindst vejen derhen.

Lobbyisme er vejen frem til medindflydelse

Vores toggruppearbejde på turen østover tog udgangspunkt i en temadag omkring lobbyisme med Maria Steno, der er tidligere lokalpolitiker og nu kommunikationsrådgiver i lokal lobbyisme, som vi alle i regionsbestyrelsen deltog i tidligere på året.

Vi vil som regionsbestyrelse meget gerne give vores bidrag til at sikre kvalitet i sundhedsvæsenet.
Men hvilke data og informationer skal vi levere til beslutningstagerne i region og stat for at få indflydelse på de tilbud, som udbydes til borgerne? Og hvordan finder man overhovedet de helt rigtige beslutningstagere i processen?

Bjarke Kirkemann fra fagligt udvalg brugte tid sammen med os for at opkvalificere os til denne opgave, og vi kunne til gengæld give vores input om de forbeholdte virksomhedsområder til dbio´s møde med ministeriet.

Mange tal og gode sparetips

Vores sidste aftale med konsulenterne fra dbio var med Ulla Fenst, som til daglig jonglerer med regnskaber og budgetter i dbio´s bogholderi.

IMG-0179

Regionerne har egne regnskaber med en selvstændig økonomi, hvor der hvert år fra centralt hold tilføres et rådighedsbeløb, som bl.a. afhænger af antallet af dbio-medlemmer i den enkelte region.

Regnskabet bliver fremlagt på den årlige generalforsamling og godkendt her, men bag det endelige resultat er mange store og små posteringer og mellemregninger, frem- og tilbageførsler, så Ullas gennemgang gav os en bedre forståelse for det regnskabstekniske i vores budgetter og årsresultater.

Vores lokale formandskab, Karin og Ruth, har til daglig en finger på pulsen og holder godt øje med, at det ikke løber løbsk, så vi er i trygge hænder både lokalt og centralt.

København tur – retur – vi hører gerne fra Jer

Og udover alle disse input fra dbio´s engagerede medarbejdere havde vi så også lige det ordinære bestyrelsesmøde indimellem – et af de vigtigste punkter fra dette er årets generalforsamling.

HUSK at sætte et kryds i kalenderen den 19. september –   udover det sædvanlige gode årlige gensyn med kolleger fra hele regionen får vi i år besøg af Hjerne-Madsen, som nok vil udfordre os på vores faglige bioanalytiker-DNA.

Det var vist alt….næh.. så var der jo lige den sidste opgave til de to hold, som nu sad i returtoget til Jylland.
Synlighed !

  • Hvor meget ?
  • Hvordan ?
  • Hvor ?
    Nyhedsbreve – nok-  flere ?
  • Facebook ?
  • Eller måske Twitter ?

Vi vil i regionsbestyrelsen meget gerne holde jer orienteret om, hvad vi går og laver, så kontakt os endelig, hvis I har spørgsmål, ideer eller tanker omkring, hvordan vi kan gøre dette bedre.

De bedste hilsener fra jeres regionsbestyrelse

Særligt benyttede sider på dbio.dk