Interview med en Tillidsrepræsentant

Yeter Baser arbejder på Klinisk Biokemisk afdeling på Amager Hospital og var TR suppleant i 2 år, før hun for ca. 1 år siden overtog TR rollen efter den tidligere TR, der valgte at gå på pension.

dbio-Hovedstaden

Af Lone Bojesen, webredaktør

Hvorfor stillede du op som TR?

Først og fremmest stillede jeg op, fordi jeg blev opfordret til det af den daværende TR. Jeg har været medlem af LMU i 4 år, og der har TR jo også en plads, så hun kendte mig, og vidste at jeg siger tingene lige ud og ikke er bange for at sige min mening. Jeg sagde bare tingene, som de var, og det synes hun var vigtigt, når man er TR, fordi man både har en tæt kontakt til ledelsen og medarbejderne, sådan et mellemled. Derfor synes hun, at jeg var en oplagt kandidat til en dag at overtage rollen som TR. Også fordi jeg taler godt med medarbejderne, jeg opsøger dem, jeg taler med dem, jeg har en kontakt til dem og har en føling med hvordan det står til både i laboratoriet og i ambulatoriet, hvilket man også skal som TR, have en føling med hvad der foregår. Så jeg tænkte over det, og sagde at det lød interessant, og at jeg godt kunne tænke mig det, også fordi jeg har lyst til at have indflydelse på afdelingen, og få mere viden. Jeg har lyst til, at vi kan have et godt arbejdsmiljø, og at vi kan tale pænt til hinanden, være sammen med hinanden, have det sjovt sammen. Jeg synes bare at godt kollegaskab er meget vigtigt

Yeter

Nu du har siddet i jobbet i 1 år, hvad ville du så sige, at jobbet kræver af en person?

For det første vil jeg gerne sige, at jeg godt forstår at der findes en TR uddannelse, for den har jeg ikke fået endnu, og jeg mangler den så meget. For der er meget omkring TR arbejdet, alene det med overenskomst, arbejdstider og regler, som der tit er spørgsmål omkring. Hvordan gør man det, hvornår må man det, hvornår får man det her tillæg, det er en stor del af TR jobbet. Men også det menneskelige aspekt i det. Du skal kunne være neutral, og kunne se tingene fra dine medlemmers side, hvis de har nogle problemer. Når man er mellemled mellem ledere og medarbejdere, er det vigtigt at kunne formidle budskaberne, da der nogle gange er dårlige budskaber, der skal gives videre til dine medlemmer, og andre gange er det gode budskaber, som er nemme at give videre. Man skal også kunne tage imod den reaktion man får fra medlemmerne. Det hele er en del af den pakke, det er at være TR, og jeg har manglet uddannelsen rigtigt meget, så der er nogle ting, hvor jeg har følt mig på bar bund, og der har jeg brugt vores fælles TR (FTR) rigtigt meget, hvilket jeg er meget glad for at kunne. Min leder er også gammel TR, så hende har jeg også brugt en del. Vi har fået en ny afsnitsleder, som lige har været TR, og jeg bruger dem alle meget. Jeg synes det er meget interessant at være TR, jeg kan godt lide at være det, og jeg glæder mig til at komme i gang med TR uddannelsen

Kræver det en bestemt person at være TR, eller er det noget man lærer?

Der er nogle ting man godt kan lære, men jeg vil sige, at det kræver at man tør åbne munden, man skal turde at sige noget. Som mellemled mellem ledere og medlemmer, skal man turde sige nogle ting videre fra medlemmer til leder, som medlemmet måske har det dårligt med selv at sige. Man skal også have en interesse i arbejdsmiljøet, kunne samarbejde tværfagligt med AMiR, ledere, specialister, og hvad der måtte være af forskellige afdelinger. Jeg tror også, at man skal være god til at lægge egne følelser til side, for der kan være nogle ting, man er uenig i som person, men der skal man kunne tage TR hatten på og abstrahere fra sine egne meninger for at repræsentere flertallet.

Så har du været på kurser med dbio?

Jeg har ikke været på TR kurser, men da jeg blev valgt som suppleant for 3 år siden, var jeg med på TR basis kurset, og jeg har været til TR introduktion.

Hvad synes du om dem?

Jeg synes, de var gode på TR suppleant niveau, men jeg synes også det handler om, at TR skal være gode til at involvere TR suppleanten i alt det TR rollen indebærer, for jeg fandt ud af, at der var så meget jeg ikke havde være med til, så jeg blev bare kastet ud i det, da jeg blev TR. Derfor tager jeg min TR suppleant med i så meget som muligt, for at klæde ham på hvis han lige pludselig skulle blive valgt til TR. Jeg synes godt, der kan være mere uddannelse til TR suppleanter, og der synes jeg godt dbio kan gøre meget mere ud af at TR suppleanterne tilbydes flere kurser og ikke kun basis og introduktion.

Hvad mener du er din vigtigste rolle er på din afdeling?

Det vigtigste vil nok være at være der for mine medlemmer. Det tænker jeg, vil være min højeste prioritet. Jeg vil gerne kunne stå til rådighed for mine medlemmer, og være behjælpelig med de problemer, der måtte opstå. Altså at varetage medlemmernes interesser.

Og derefter mit samarbejde med ledelsen, hvilket også er meget vigtigt, da det er det, der driver værket. Man skal kunne samarbejde med lederne og prøve at finde fælles løsninger, som i sidste ende vil gavne hele afdelingen. Det er nok de 2 vigtigste opgaver.

Hvad er din vigtigste rolle i forhold til dbio?

Jeg er jo ikke en af de gamle garvede, der har været med i frontlinjen. Den gamle TR var dbio helt ind i hjertet. Jeg har ikke den samme følelse overfor dbio, men har en loyalitet overfor dbio, og vil altid tale for at være medlem af dbio, og de fordele der er ved det. Det gode ved at have en sikkerhed i en fagforening med overenskomster, der sikrer alle i sidste ende. De gør det godt, og Region Hovedstadens formandskab står altid til rådighed, hvilket jeg er glad for, og det samme gælder min FTR.

Hvad er de største udfordringer som TR på afdelingen?

De fleste spørgsmål går på arbejdstid, tillæg og lignende, hvor det har været en udfordring at sige de rigtige ting, for jeg vidste det ikke selv. Jeg skulle selv undersøge tingene, og efterhånden som man undersøger ting, så lærer man også noget, så man senere kan svare, ja det er sådan og sådan, for det har jeg undersøgt før. Største udfordring er at jeg mangler min TR uddannelse.

Den næste udfordring er den konneks man har til medarbejderne som vagtgående bioanalytiker, hvilket nogle gange kan være et problem. Når man har vagter og fridage, er man ikke til stede om dagen, hvor de fleste er på arbejde. Det er ikke et stort problem, men det er bare bedre at være her om dagen, hvor alle de andre også er her, for så er det bare nemmere at snakke med TR om hvad der nu er, hvad der nu opstår og hvad man kan lytte sig til.

Som vagtgående bioanalytiker skal man også få TR jobbet til at passe ind. Jeg har ikke en aftale om x antal timer om ugen, for jeg synes det svinger meget, hvor der nogle uger er noget, og andre hvor der ikke er noget. For øjeblikket er der overenskomster, der skal forhandles og lokal løn. Hvis jeg siger til i god tid, er det ikke noget problem at få tid.

Hvad har været din bedste oplevelse som TR?

Jeg kan ikke komme i tanke om noget konkret, men jeg tænker at det ville være, hvor jeg gør medarbejderne i afdelingen glad for noget, altså hvis jeg har løst et stort problem. Det ville være meget tilfredsstillende for mig at være med til det. Der er nogle ting, jeg har fundet ud af, hvor medarbejderne er blevet glade, men det har ikke været noget stort.

Hvad ville du sige til en, der overvejer at blive TR?

Go for it!

Jeg ville helt klart opfordre personen til at gøre det, for jeg synes det er utroligt givende, et meget spændende område, og der er mange ting man lærer og får ny viden om. Jeg synes ikke man skal lade nogen eller noget bremse sig, hvis man går med de tanker. Det skal ikke være sådan, at man holder sig tilbage. Vi er så gode til at stoppe os selv ved at tænke, det kan jeg ikke klare. Man skal lægge de negative tanker til side og tænke det kan jeg godt, og jeg vil gerne.

Det lyder som om, du mener at jobbet er personudviklende?

Absolut det synes jeg. Du får også et tværfagligt samarbejde med rigtigt mange mennesker, og du møder mange mennesker. F.eks. de andre TR fra de andre afdelinger. Du udveksler erfaringer om hvordan tingene er i de andre afdelinger, så du får rigtig meget viden og en omgangskreds. Så ja absolut meget personudviklende. Det styrker også en personligt, og så er det godt at have på CV´et.

Har du nogle afsluttende tanker?

Jeg har tænkt meget over, at der i det sidste år med Corona og skiftende regler, har været meget brug for og træk på TR på mange afdelinger. Jeg har savnet, at dbio har taget hånd om det, den stress og det pres der har været på TR, for alt har været stoppet. Man har ikke kunnet gå på kurser eller noget som helst. Jeg har savnet, at man kunne stikke hovederne sammen, og snakke med de forskellige afdelinger om hvad der sker hos dem. Der synes jeg godt dbio kunne have været mere fremme i skoene, og lavet indkaldelser på Teams med alle de andre afdelinger. Det kom for sent i forløbet, og det meste skete i april og maj, hvor man følte sig lidt alene. Så det har jeg virkelig manglet i alle krisesituationerne.

Man kunne også have overvejet at lave TR uddannelsen virtuelt i stedet for at sætte alt i bero, for jeg kan ikke forestille mig, at jeg er den eneste der mangler den. Jeg har f.eks. efterspurgt minimøder, hvor man kunne komme med de mest stillede spørgsmål, men pga. restriktionerne har det været virkeligt svært.

Særligt benyttede sider på dbio.dk