Mobiltelefoner til debat: med på arbejde eller ej?
Der er ved at komme konsensus om håndtering af mobiltelefoner på sygehusene. Så godt og vel. Statens Serum Institut forholder sig slet ikke til det private it-udstyr, men det gør man på afdelingerne.
Af Helle Broberg Nielsen, journalist
At de fleste tjekker deres mobiltelefon på toilettet, er Brian Kristensen klar over. Jo, også
læger, sygeplejersker og bioanalytikere. Klamt, men nok en afhængighedsbetonet adfærd, der er
rykket permanent ind i vores arbejdsliv, konstaterer han.
Fagchefen i Den Centrale Enhed for Infektionshygiejne på Statens Serum Institut vælger dog at tro på, at sundhedspersonalet efterlever de velkendte infektionsmedicinske retningslinjer på området. Med håndvask og afspritning af hænder og udstyr efter potentiel kontamineret kontakt.
Retningslinjerne blev senest opdateret i april, men nævner udelukkende det it-udstyr, der bruges patientnært og stilles til rådighed af arbejdspladsen. Han mener, at det er underforstået, at det også dækker brugen af private mobiltelefoner.
”Men det fritager ikke ledelserne fra ansvaret for at have egne retningslinjer, hvor det tydeliggøres,
at det er tilfældet. Og sørge for, at de overholdes,” siger han.
Ud af skabet?
Spørgsmålet om, hvad man stiller op med sin medbragte mobil, når man sætter sig ved mikrotomen,
stinkskabet eller går morgenrunde, har da også været sat på dagsordenen på de fleste bioanalytikerarbejdspladser.
Ligesom i resten af sundhedsvæsenet, hvor det især er hygiejnesygeplejerskernes
opgave at italesætte og overvåge problemfeltet.
I skabet eller i lommen? Det er det centrale spørgsmål, man har diskuteret på både Klinisk Biokemisk Afdeling og Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Hvidovre Hospital. Samme dilemma er blevet vendt på Klinisk Immunologisk Afdeling på Rigshospitalet. Susan Mathiasen, chefbioanalytiker
samme sted, oplyser:
”Tidligere har vi i Klinisk Immunologisk Afdeling været ret restriktive, men har løsnet meget op. Så i dag er det o.k. i de fleste af vores afsnit at have mobilen på sig – på lydløs.”
Tilladt på lydløs
Samme kompromis er man efter flere diskussioner kommet frem til på Hvidovre Hospital. Her er reglerne sammenfattet i personalehåndbogen efter at have været forhandlet på plads i sygehusets Hovedsamarbejdsudvalg.
Heidi Staal-Nielsen, arbejdsmiljørepræsentant på Klinisk Biokemisk Afdeling, har dog et par gange været nødt til at komme på banen, når en kollega har forglemt sig.
”Det er tilladt at bære mobilen i lommen, så længe den er på lydløs. Hvis man er nødt til at besvare et opkald, skal man gå ud på gangen eller i gården efter først at have afsprittet hænderne, som vi altid gør, når vi forlader et område med urene procedurer,” forklarer hun.
Det er ikke tilladt at tjekke sin telefon inde på laboratoriet. Heller ikke hvis der er en pause i arbejdet. Den må heller ikke bruges, når bioanalytikerne går ud på afdelingerne.
Det vi siger – det vi gør
”Men bevidstheden om, hvordan de bruges, er noget, vi hele tiden skal arbejde for at opretholde. Du kender det: Man har forklaret, hvordan reglerne er, og alle er med på den. Så går der lidt tid, og så … Vi har også en forpligtelse over for de studerende, der er her i praktik. De bemærker sommetider, at dét, de har lært på uddannelsen, ikke altid er det samme, som de kan se, at de uddannede bioanalytikere gør i praksis,” siger han.
På hans afdeling påtales overtrædelser af afdelingsbioanalytikeren. Mobiltelefoner indgår nu også i de jævnlige audit, der skal påse, at hygiejneforholdsregler vedrørende fx lange negle, neglelak og afspritning af pc-tastaturer overholdes.
"Fingerringe, armbåndsure og lange ærmer er ikke længere et problem på sygehuslaboratorier", siger han.
De asociale medier
”Altså, i princippet bør de vel ligge ude i taskeskabet. Men nu er vi kommet dertil, at ingen vist længere får ondt i måsen af, at nogle vælger at bære dem på sig. Når bare de tjekker dem eller besvarer opkald på gangen. Og udfører den foreskrevne håndhygiejne; det er jo i virkeligheden meget logisk. Men der er en tid til alt,” understreger hun.
Man skal naturligvis ikke lade sig forstyrre af en buzzende telefon under en blodprøvetagning oppe på afdelingen. Men hvad med i pauserne?
”De telefoner er jo med overalt, og folk har helt sikkert et afhængighedsforhold til dem. Men når man sidder ved frokosten, og alle kolleger har næsen dybt nede i hver deres skærm – hvor fedt
er det?” lyder hendes hjertesuk.
Khaled Saoud Ali Ghathian
Tillidsrepræsentant, bioanalytikerunderviser,
Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Hvidovre Hospital
“Vi har også en forpligtelse overfor de studerende. Det er ikke altid det, de ser, som de har lært på uddannelsen.”