Blufærdighedskrænkelse fører til ny instruks og ny indretning

Vestjysk bioanalytiker begramset under blodprøvetagning, og patienten er nu straffet for overgrebet. Hændelsen har fået afdelingen på Regionshospitalet Holstebro til at iværksætte flere forholdsregler.

Nyhed
Biokemisk-Holstebro_05
Det var i dette rum, blufærdighedskrænkelsen skete, men snart skal det ikke længere bruges til prøvetagning. Foto: Jens Bach

Af Niels Stoktoft Overgaard, journalist

Patienter kommer tæt på bioanalytikere, når de skal have taget prøver. Arbejdet foregår tit i enrum. Det udnyttede en mandlig patient. Han blufærdighedskrænkede en kvindelig bioanalytiker på Regionshospitalet Holstebro. Overgrebet har fået en række konsekvenser. Navnlig for bioanalytikeren.

Hun er ni måneder efter episoden stadig meget påvirket af den. For eksempel har hun svært ved at bruge det prøvetagningsrum i ambulatoriet, hvor krænkelsen skete. Afdelingen meldte hændelsen til politiet. For nylig blev patienten dømt i retten i Holstebro. Han fik en betinget straf på 20 dages fængsel og modtog dommen. Dermed er sagen helt afsluttet.

”Jeg tror, det har hjulpet på min kollegas situation, at hun fik medhold i retten. Dommeren og domsmændene stolede på hendes forklaring og straffede manden,” siger arbejdsmiljørepræsentant Hanne Vedsted Mortensen.

At være forberedt

Episoden har fået følger på Klinisk Biokemisk Afdeling i hele Hospitalsenheden Vest. Der er udarbejdet en meget udførlig instruks om, hvordan alle skal reagere, hvis der opstår vold, trusler eller chikane. Ambulatoriet i Holstebro skal rykke ind i nye lokaler. Her indrettes rummene, sådan at personalet hurtigt kan komme ud.

”Vi skal være skarpe på og forberedte på, at der kan ske den slags hændelser. Det er vi for alvor blevet klar over nu,” siger chefbioanalytiker Karina Willemoes Ladefoged.

Den krænkede bioanalytiker har stadig svært ved at tale om hændelsen. Hun har accepteret, at arbejdsmiljørepræsentanten og chefbioanalytikeren fortæller om de forebyggende foranstaltninger. Også som mulig inspiration til andre afdelinger, så ikke flere skal opleve det samme.

Alene med oplevelsen

Bioanalytikeren skulle tage prøver på en somalisk asylansøger på 64 år. Samtalen foregår på engelsk. Da hun er færdig, giver han hende et kys på begge kinder.

Hun bliver overrasket, men tænker umiddelbart, at det måske er en gestus fra hans kultur. Derefter lukker han døren til prøvetagningsrummet. Han holder hendes hoved fast, kysser hende én gang på munden og beføler hendes bryster.

Efter episoden går bioanalytikeren for sig selv i 10-15 minutter. Hun samler sig sammen og vender tilbage til sit arbejde. Hun fortæller ikke sine kolleger om overgrebet. Det sker først nogle dage senere, da hun tilfældigvis arbejder sammen med arbejdsmiljørepræsentant Kirsten Rathkjen.

”Jeg tror, at jeg også nemt ville have gemt sådan en episode for mig selv,” siger Karina Willemoes Ladefoged. Måske ville jeg have tænkt, om jeg havde gjort noget, som kunne misforstås. Det er det samme, man hører fra voldtægtsofre. De skyder nemt skylden på sig selv.”

Men det er ikke sundt at gå alene med den slags oplevelser. Derfor tydeliggør den nye instruks blandt andet, at ofret straks skal kontakte kolleger. Den fortæller også, hvad de så skal gøre.

Politiet: Alvorligt

Ti dage efter episoden kommer hændelsen op på et triomøde mellem arbejdsmiljøleder, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Så involveres Afdelingsledelsen. Bioanalytikeren henvises til psykolog på Arbejdsmedicinsk Klinik. Her har hun siden haft nogle samtaler.

Hun er tilbageholdende med en politianmeldelse. Blandt andet fordi det indebærer, at patienten så vil kunne få hendes navn. Og hvad kan der så ske? Men til sidst indvilger hun.

Karina Willemoes indberetter sagen til politiet. Hun er usikker på, hvordan de vil håndtere hændelsen, også fordi der er gået nogle dage. Men de tager straks anmeldelsen særdeles alvorligt.

Tiltalte udeblev

Sagen skulle faktisk have været for retten allerede i marts. Men da udeblev den tiltalte. Han er ud over den betingede fængselsstraf også udvist betinget af Danmark. Det betyder, at hvis han i en prøvetid begår ny kriminalitet, så sendes han både i fængsel og ekspederes ud af landet. Desuden er han dømt til at betale bioanalytikeren 5.000 kr. i godtgørelse for tort.

Karina Willemoes Ladefoged tilbød at gå med i retten. Men bioanalytikeren nøjedes med at tage sin mand med.

”Den tiltalte blev ført ud, da hun blev afhørt. Han kunne høre hendes forklaring i et andet lokale. Hun har ikke mødt eller set ham siden dengang. Politiet og retten har behandlet det så nænsomt som muligt,” fortæller Hanne Vedsted Mortensen.

​Chefbioanalytiker Karina Willemoes Ladefoged har funderet over, at både en tidligere episode med en lussing i Herning og blufærdighedskrænkelsen i Holstebro er begået af nydanskere.

Men ikke sådan at hun tænker, at der skal tages særlige forholdsregler, når de kommer. Mere at der findes nogle konfliktmuligheder, som skal håndteres.

”Forleden havde vi en dansk patient, som sagde, at han ikke ville have taget prøve af hende der, mens han pegede på en af de nydanske bioanalytikere. Det går begge veje. Vores fag er attraktivt fornydanske kvinder, og det skal vi også kunne håndtere,” siger chefbioanalytiker Karina Willemoes Ladefoged.

Karina Willemoes Ladefoged og arbejdsmiljørepræsentant Hanne Vedsted Mortensen siger, at det stadig skal være sådan, at den næste bioanalytiker tager prøver på den næste patient uanset nationalitet, køn, baggrund, alder osv.

Det skal ikke være sådan, at nydanske bioanalytikere betjener nydanske patienter, eller at ældre bioanalytikere tager sig af de ældre patienter.

Særligt benyttede sider på dbio.dk