Tirsdag skal vi stemme - valget er dit

Tirsdag d. 21. november er der regions- og kommunalvalg. Valget handler også om sundhed og sundhedsvæsnet, hvor bioanalytikerne arbejder. dbio.dk har i en række artikler spurgt lokalpolitikerne om deres visioner og holdninger til fremtidens sundhedsvæsen.

Nyhed
webbanner_300x250_3

Af Niels C. Jensen, journalist

To kryds. Et til regionsvalget og et til kommunalvalget. Valget er dit, når der tirsdag skal sættes kryds.

På dbio.dk har vi interviewet fem topkandidater til posten som regionsformand. Helt konkret spidskandidaten for det parti, der har posten i dag.

I Region Syddanmark er nuværende regionsformand Stephanie Lose klar til deleansættelser og samdrift med kommunerne for at få det borgernære sundhedsvæsen op i gear.

"..En målrettet prioritering af arbejdet med et nære sundhedsvæsen. Sundhedsaftaler gør det ikke alene. Vi skal også rykke sammen på en helt anden måde. Vi arbejder f.eks. med at afprøve fælles ledelse, deleansættelser, samdrift osv. Det tror jeg på, er vejen frem," siger Stephanie Lose (V).

Ulla Astman, der igen er kandidat til formandsposten i Region Nordjylland, vil have undersøgt om en laboratoriebus kan være en mulig løsning på lægemangel.

"Jeg synes, det er et spændende og interessant initiativ, som er taget med laboratoriebussen, og den kan jeg se perspektiver i. Ikke mindst i en region som den nordjyske, hvor der er mange landområder, og de mindre solopraksis forsvinder. Jeg vil meget gerne få undersøgt mulighederne for en lignende ordning her i regionen, og om der er mulighed herfor indenfor en fornuftig økonomisk og kvalitetsmæssig ramme," siger Ulla Astman (S).

Læs også:

Bioanalytikere på valg

Valgdagen d. 21. bliver ekstra spændende for mindst tre bioanalytikere. De stiller nemlig selv op til kommunalvalget. Britta Mølgaard stiller op for SF i Aalborg, hun er meget optaget af miljøpolitik.

 "..Vi skal have mere kollektiv trafik og mindre bilisme. Personligt har jeg lige købt en el-cykel, og det gør at jeg bruger min bil meget mindre. Jeg cykler hverdag 15 km. til og fra arbejde, og det gør turen både nemmere og bedre. Og jeg skal ikke længere sidde i kø i min bil i Limfjordstunnellen," siger Britta Mølgaard, der er regionsformand i dbio-Nordjylland.

Sonny Bjørnlund Nielsen (SF) og Miaamalie Sandgreen Jensen (S) stiller begge op til kommunalvalget i Holbæk, men for hver sit parti. Sonny Bjørnlund Nielsen vil have menneskeligheden til magten i Holbæk, og Mia ​Sandgreen Jensen stiller op for sin søn og hans kammerater:

”Jeg stiller først og fremmest op som mor. Der har været mange besparelser på børneområdet, og i stedet for bare at være utilfreds, så vil jeg gøre noget for det gode børneliv. Derudover mener jeg, at vi i Holbæk skal gøre mere i forhold til bæredygtighed og miljø,” siger hun.

Særligt benyttede sider på dbio.dk