Urindyrkning i lægehuset afværger fejlmedicinering markant
Antibiotikamisbrug. Op mod halvdelen af unødvendige antibiotikakure undgås, når almen praksis selv foretager en dyrkning fra dag til dag. Det påviser ph.d.-studerende Anne Holm i et nyt studie. Tidsfaktoren er afgørende, pointerer professor Lars Bjerrum.
Af Helle Broberg Nielsen, journalist
Patienten er sløj og utålmodig; lægen lader sig presse på receptblokken. I de lægehuse, hvor man udfører urindyrkning på mistanke om en blærebetændelse, kan mere end 40 procent imidlertid spares for en unødvendig og på sigt muligvis resistensudviklende overbehandling, hvis lægen ellers kan overtale dem til at vente på svaret et døgns tid.
Kun 60 procent af de patienter, hvis urinprøve reagerede positivt på en stixtest, viste sig i et nyt dansk studie at have en infektion.
Afsættet for den artikel, som ph.d.-studerende Anne Holm får offentliggjort i Scandinavian Journal of Primary Health Care senere i år, var netop erfaringerne med den manglende diagnostik og fejlbehandling af formodede urinvejslidelser.
Hun og en kollega har hos en række lægepraksisser i Region Hovedstaden afprøvet, om urindyrkning i praksis kan mindske overdiagnosticering af urinvejsinfektioner og dermed unødvendig behandling. Urinvejsinfektioner er den sygdomskategori, der tegner sig for næstflest antibiotikarecepter.
40 procent undgår antibiotika
Alternativet er at sende prøverne til en klinisk mikrobiologisk afdeling, hvor der kan være en svartid på op til tre dage. Da en standardkur for blærebetændelse typisk tager netop tre dage, er mange læger tilbøjelige til at sætte behandlingen i gang med det samme alene på baggrund af et stix-svar og det kliniske skøn.
Men de klassiske symptomer som svie ved vandladning optræder paradoksalt nok alligevel kun hos ca. halvdelen af de patienter, hvor man efterfølgende finder bakterier i urinen. Omvendt kan symptomer fra urinvejene skyldes svamp, klamydia eller en virus.
”Vores tal viser, at de i lægepraksisserne var rigtig gode til at finde de patienter, der rent faktisk havde en infektion. De var lidt mere usikre med hensyn til at skille alle fra, der ikke havde det. Her skal der nok noget mere kvalitetsarbejde til, hvis vi skal højere op. Men alene dét, at de kan sortere 40 procent fra, betyder jo, at den del i alt fald ikke sættes i en unødvendig behandling med antibiotika,” forklarer Anne Holm.
Hendes undersøgelse er foretaget i regi af forskningsenheden UC-Care – University of Copenhagen Research Centre for Control of Antibiotic Resistance.
Studiet omfatter 20 praksisser med i alt 45 praktiserende læger, hvoraf tre har en solopraksis. Det fremgår ikke af materialet, hvem der har udført og tolket urindyrkningerne – om det er lægerne selv eller det øvrige praksispersonale. Og derfor heller ikke, om det har været bioanalytikere, der håndterede prøvematerialet og aflæste pladerne.
Alle deltagere gennemgik et èn time langt kursus i at anvende et standardiseret testudstyr og måtte efterfølgende bestå en onlineeksamen.
Betryggende prøvekvalitet
341 patienter med en særlig begrundet mistanke om blærebetændelse fik først foretaget en stixtest og derefter en dyrkning, som blev aflæst og affotograferet. Samtidig blev en prøve sendt til dyrkning og tolkning på en klinisk mikrobiologisk afdeling som reference.
I forhold til referenceprøverne fra det højteknologiske sygehuslaboratorium var prøvekvaliteten i almen praksis absolut betryggende, konstaterer Anne Holm.
”Biologisk materiale kan imidlertid opføre sig uforudsigeligt; i alt fald var der eksempler på, at enterokokker, der blev fundet i en prøve i praksis, ikke optrådte i den prøve, der blev sendt til sygehuslaboratoriet. Der så altså ud til at være en overdiagnosticering i praksis, selvom de faktisk ikke havde begået en fejl. Det kunne vi se på vores affotografering af pladerne,” tilføjer hun.
Presset på tid og receptblok
Den største fejlkilde i forhold til den overdiagnosticering, der alligevel fandt sted i de deltagende praksisser, var angiveligt, at praksispersonalet måske var forudindtaget – og medfølende, vurderer Anne Holm.
”Når man måske selv har talt med en dårlig patient og kender resultatet af en positiv urinstix, kan man sikkert være tilbøjelig til at overfortolke urindyrkningen, så der kan udskrives antibiotika,” siger hun.
Presset på receptbloggen er netop den store udfordring, mener også Lars Bjerrum, der er professor på SUND på Københavns Universitet og selv praktiserende læge. Han har været hovedvejleder på Anne Holms studie og har en lang historie som antibiotikaresistensbekæmper i almen praksis.
”Patienterne vil ikke vente, og det er desværre som bekendt ikke kun i forhold til blærebetændelse, at der udskrives alt for meget antibiotika. Men kan vi skære ventetiden på et prøvesvar ned til et døgn, vil det blive lettere for lægen at forklare, at det er den bedste strategi.
Det er derfor helt oplagt, at flere lægepraksisser foretager en urindyrkning på alle patienter, hvor der er en mistanke om en urinvejsinfektion,” siger professoren, der selv slog et slag for sagen på Lægedage i Bella Center sidste år. Da ledede han en workshop om urindyrkning for sine kolleger. I hans egen praksis i Svendborg er det imidlertid en bioanalytiker, der tager sig af de dele.
