Tænkepause i Forligsinstitutionen
Alle forhandlerne på vores side af bordet har mødt op til flere forhandlinger hen over påsken, selvom kun kommunerne har været indkaldt. Der pt. er ikke indkaldt til nye møder.
Af Tina Groth-Andersen, konsulent
Forligsmanden udskød før påske konflikten og gav forhandlerne længere tid til at nå hinanden. Forhandlerne for kommunerne har været indkaldt flere gange hen over påsken. Der er så vidt, Danske Bioanalytikere ved, ikke indkaldt til nye møder.
Alle forhandlerne på vores side af bordet har dog mødt op hele påsken, og formand Bert Asbild har siddet i Forligsinstitutionen de fleste dage den sidste uge:
”Jeg kan ikke sige, om vi er nærmere forlig eller forlis, men vi står sammen i fagbevægelsen om en løsning for alle. Og vi gør vores. Men hvis det ikke lykkes, er jeg klar. Det håber jeg også, I er”, siger han.
Konflikten er udskudt – strejke til 22. april og lockout 28. april. Men hvis Forligsmanden vurderer, at der ikke er grundlag for flere forhandlinger, kan konflikten gå i gang efter fem dage.