”Tremendous idea”. Køgebussen vækker interesse på WHO-konference

Køgebussen, som kører hjem til borgerens eget hjem med en sygeplejerske og en bioanalytiker ombord, er ved at blive verdenskendt.

Nyhed
Skrevet af
Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør
susanne andresen

Susanne Andresen har været med i projektet omkring det mobile laboratorium lige fra starten. Hun er ansat som bioanalytikerunderviser i Klinisk Biokemisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Køge. Foto: Jytte Kristensen.

​”Dengang jeg gik ind i projektet med den mobile laboratoriebus, havde jeg ikke regnet med, at jeg i dag skulle stå og fortælle om den på en verdenskongres i WHO”, siger bioanalytiker Susanne Andresen.

Her er hun så i Geneve den 10. maj 2017 for at fortælle om den innovative bus, som sparer skrøbelige ældre patienter for unødvendige indlæggelser. Det er verdens sundhedsorganisationen WHO´s 3. Global Forum on Medical Devices i Schweiz.

Susanne Andresen forklarer de internationale tilhørere om, hvordan det danske sundhedsvæsen er indrettet med regioner, kommuner og praktiserende læger og om, hvordan Køgebussen er en hel ny måde at samarbejde på tværs af sektorer og faggrænser. 

Lettere at observere patienten

Bussen er bemandet med en kommunalt ansat sygeplejerske og en bioanalytiker fra hospitalet, og den er indrettet med samme analyserepertoire som i akutafdelingen på sygehuset.

I bussen kører de ud til borgerens hjem og kan på stedet udføre en række analyser, så den praktiserende læge, der rekvirerer undersøgelserne kan vurdere, hvad patienten fejler. Om han kan behandles i hjemmet eller skal indlægges.

Susanne Andresen fortæller, at de ældre patienter er glade for ikke at skulle transportere sig til læge eller sygehuset. Her føler de sig trygge, og som en sidegevinst kan personalet i bussen observere patienten i de daglige omgivelser.

tilhørere (2)
Et par og tyve tilhørere havde fundet vej til lokalet, hvor Susanne Andresen holdt sit oplæg. Ikke så mange i antal, men til gengæld meget spørgelystne. Foto: Jytte Kristensen.

Kan det betale sig?

Første spørgsmål til Susanne er, om bussen er cost-effective.

”Nej, som det er i dag, er det for dyrt, og det er derfor, vi også gerne vil udvikle det yderligere. Fx med tilbud om blodtransfusion eller kemoterapi i hjemmet”, svarer hun.

 En tilhører fra Canada kommenterer, at det måske er dyrt, men at man jo også bør se på helhedsperspektivet, og at en hospitalsdag i Canada koster 7.000 dollars.
”Så hvis bussen betyder, at man undgår indlæggelser, er der meget at spare”, mener han.
 
En anden tilhører synes, at det en ”tremendous good idea”, og en kvinde fra Luxembourg vil gerne til  Danmark og se nærmere på bussen.
 
”You are always welcome”, lyder det fra Susanne Andresen, som lige nævner, at bussen allerede har vakt interesse udlandet. Rygtet er løbet. Endda så langt væk som Kina. 

Læs mere om "Køgebussen" i temaet i fagbladet fra 2016.

 Fagbladet nr. 8 2016
Fagblad

Vision på hjul: Køreprøven bestået!

Særligt benyttede sider på dbio.dk