Tillidsrepræsentant: Kommer lockouten – så kommer den

MENS VI VENTER: Forligsmanden har udskudt konflikten. Vi har spurgt en række tllidsrepræsentanter om, hvordan stemningen er i deres afdeling, og hvad de gør, mens de venter. Lene Mølgaard Thorbjørnsen er den første.

Nyhed

​​​​​​​​​​​​Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør

Lene Mølgaard Thorbjørnsen, fællestillidsrepræsentant, Blodprøver og Biokemi, Regionshospitalet Viborg er ikke udtaget til strejke, men omfattet af arbejdsgivernes lockout.

”Bioanalytikerne var glade, da Forligsmanden udskød konflikten før påske. Alle ser jo allerhelst en løsning gennem forhandling. Men når det er sagt, er jeg overrasket over, hvor positivt kollegerne har taget det.  Hvis det kommer til en lockout, så er det det. Det er den stemning, der er her”, fortæller Lene Mølgaard Thorbjørnsen. 

Nødberedskab ud fra vagtplaner

Nødberedskabet for afdelingerne er forhandlet på plads inden påske, på nær mindre detaljer, som først kan planlægges, når de ved, om og hvornår lockouten træder i kraft. Lene Mølgaard Thorbjørnsen forklarer, at de har planlagt beredskabet, så det tager udgangspunkt i bioanalytikernes almindelige vagtplaner.

”De, der har planlagte aften- og nattevagter og arbejde på helligdage, skal følge planen. Og så reducerer vi ned i dagvagten. Vi har også taget også hensyn til, hvis nogle skal holde konfirmation eller andet”, siger Lene.

Arbejdet med nødberedskabet er sket i tæt kontakt til lederne.

Medlemmer efterspørger nyt

Lenered_OK18
Lene Mølgaard Thorbjørnsen. Foto: dbio midtjylland

Selvom der lige nu stadig er forhandlinger i gang i Forligsinstitutionen, sørger Lene Mølgaard Thorbjørnsen som fællestillidsrepræsentant for at holde tæt kontakt til medlemmerne af dbio fx i form af fyraftensmøder på de forskellige afdelinger. Hun får hver dag spørgsmål fra bioanalytikerne om, der er sket noget nyt.

Den umiddelbare risiko for konflikt har ifølge Lene også haft positive følger:

”Jeg synes, at vi også får snakket rigtig meget om fagforeningernes rolle, om hvorfor der skal være overenskomstforhandlinger, og om hvad det er, der betyder noget for os”.  ​

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk