Sådan forholder I jer under sygeplejerskernes strejke

Fra lørdag nat går sygeplejerskerne i strejke, med mindre der kommer et lovindgreb. Se her, hvordan du forholder dig. dbio støtter også et opgør med tjenestemandsreformen.

OK21
Skrevet af
Tina Groth-Andersen, konsulent
Strejkende sygeplejersker i demonstration med sang i Aalborg

Strejkende sygeplejersker i demonstration med sang i Aalborg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Sygeplejerskerne har forkastet mæglingsskitsen, og godt 5.300 går i strejke natten til lørdag i kommuner og regioner. Medmindre regeringen foretager et lovindgreb.

Vi har set på deres strejkeudtag og kan se, at der er afdelinger, hvor I går sammen. Nederst kan du læse mere om, hvordan I forholder jer under strejken. 

dbio støtter også et opgør med tjenestemandsreformen

Sygeplejerskerne kobler deres nej med et opgør med tjenestemandsreformen. 

dbio støtter også et opgør med tjenestemandsreformen. Som mange andre faggrupper hænger vi også fast i en for lav indplacering efter tjenestemandsreformen i 1969. Det har vi kæmpet for ved adskillige overenskomstforhandlinger. Senest i 2008, hvor vi strejkede i 60 dage for ligeløn.

Sådan forholder I jer under sygeplejerskernes strejke?

dbio går ikke i sympatikonflikt

Medlemmerne i dbio stemte et markant ja til OK21. dbio har derfor ikke planlagt at gå i sympatikonflikt. Så vidt vi ved, er der heller ikke andre faglige organisationer, der planlægger det.

I skal ikke løse flere opgaver

En konflikt kan betyde et øget antal opgaver i de områder, der ikke er omfattet af konflikten. Ligesom den kan medføre et øget antal hospitalsindlæggelser fra kommuner, der er ramt af konflikten. 

I er ikke en del af konflikten, og I skal udføre jeres arbejde på vanlig vis - dog skal I være opmærksomme på ikke at udføre konfliktramt arbejde. Hvis der er uenigheder, kan jeres tillidsrepræsentant tage fat i jeres leder, hvis der kommer flere opgaver, end der plejer.

Vær obs på ikke at tage konfliktramt arbejde

På nogle afdelinger arbejder I side om side med sygeplejersker. I skal forholde jer neutralt, og I må ikke varetage konfliktramt arbejde. I må med andre ord ikke påtage jer andet og mere arbejde, end hvad I sædvanligt har beskæftiget sig med, ligesom I skal opretholde sædvanligt arbejdstempo.

Eventuel uenighed om, hvad der er konfliktramt arbejde skal i sidste ende afklares af Arbejdsretten.

Ferie

I er ikke berørt at konflikten. I kan derfor også afholde planlagt ferie, og en arbejdsgiver kan som udgangspunkt ikke med henvisning til den igangværende konflikt inddrage ferie. 

Hvis du er i tvivl, kan du tage fat i din tillidsrepræsentant.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk