Syg i ferien? Ret til erstatningsferie

Hvis du bliver syg i din ferie, har du ret til erstatningsferie, ifølge ferieloven. Dog får du ikke erstattet alle feriedagene. Læs her, hvad du skal gøre ved sygdom i ferien.

Nyhed

Den 1. maj 2012 kom der nye regler i ferieloven, som giver ret til erstatningsferie for sygdom opstået under ferien.

Du har dog kun ret til erstatningsferie for en del af din ferie. Loven indeholder nemlig et nyt begreb – karensdage.

Karensdage betyder, at hvis du i henhold til ferieloven har optjent fuld ferie, dvs. 25 feriedage, har du ikke ret til erstatningsferie for de første 5 sygedage under ferien.

Hvis du har optjent ret til et lavere antal feriedage end 25 dage, indtræder retten til erstatningsferie efter et forholdsmæssigt mindre antal sygedage. De dage, du ikke får erstatningsferie for, beregnes ved at gange antallet af optjente feriedage med 1/5.

Eksempel 1:
En lønmodtager, der har optjent ret til 20 feriedage, har ret til erstatningsferie efter 4 sygedage under ferien i ferieåret (20*1/5).

Eksempel 2:
En lønmodtager, der har optjent ret til 15 feriedage, har ret til erstatningsferie efter 3 sygedage under ferien i ferieåret (15*1/5).

Har du været syg i flere ferieperioder i ferieåret, tælles karensdagene sammen i hele ferieåret. Det betyder at hvis du har brugt dine karensdage under andre ferieperioder i ferieåret, har du som udgangspunkt krav på erstatningsferie fra 1. sygedag, hvis du igen bliver syg under ferie i samme ferieår.

Hvad skal du gøre?

Meld dig syg ved 1. sygedag
For at få ret til erstatningsferie for sygdom opstået under ferien skal du melde dig syg til din arbejdsgiver ved 1. sygedag, efter de regler der gælder på din arbejdsplads.

Hvis du melder dig syg senere, kan du først få ret til erstatningsferie fra den dag, du meddeler sygdommen til din arbejdsgiver; med mindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende. Det kan f.eks. være, at du er kommet meget slemt til skade og indlagt på hospitalet.

Sygdommen skal dokumenteres
Du skal også komme med lægelig dokumentation for sygdommen. Lægelig dokumentation kan være en lægeerklæring, udskrift af journaloplysninger fra hospital eller lignende.

Du skal også selv betale eventuelle omkostninger forbundet med at fremskaffe dokumentationen. Det er modsat af, hvad der normalt gælder, når arbejdsgiver vil have dokumentation for sygdom, hvor arbejdsgiver betaler.

Din arbejdsgiver kan dog altid bestemme, at du ikke skal aflevere dokumentation. Det er derfor vigtigt, at du har kendskab til, hvilke regler der gælder på arbejdspladsen.

Erstatningsferien skal som udgangspunkt holdes senere i samme ferieår, det vil sige inden den 1. maj. Men hvis det på grund af sygdom ikke kan lade sig gøre at holde ferien, kan den udbetales eller efter aftale overføres til det næste ferieår.

Hvis sygdom opstår inden ferien, har man stadigvæk ret til erstatningsferie for alle sygedagene.

Læs mere om reglerne ved sygdom under ferie.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk