10-04-2019

De særligt særlige: "Jeg misforstår kropssprog og fejltolker situationer"

For 32-årige Susan Peyk Sørensen udgør hendes virksomhedspraktik et kærkomment frirum til at sætte sig ud over sine egne negative tanker og løbske følelser. Hun kvitterede for den rummelighed ved at indstille sin afdeling til dbio’s arbejdsmiljøpris.

​​​​​​​​​​​​Af Niels C. Jensen, journalist
RW-190228-Susan_Jørgensen_022.jpg

Susan Peyk Sørensen er i dag 32 år og fik sent stillet sin diagnose og sat gang i en behandling. Faktisk var hun 28 år, før det rigtig gik op for hende, at hun er psykisk sårbar. Foto: Robert Wengler 

 
Tre, måske fire timer. Én dag om ugen. Det er, hvad Susan kan arbejde. Hun ville allerhelst arbejde mere, men de tre-fire timer om ugen kræver alt, hvad hun har i sig. Selvom det også er en befrielse.

”Jeg får lov til at komme ud og føle mig lidt mere almindelig. Jeg kan for en kort tid glemme det hele og fokusere på arbejdsopgaverne. Der er ikke plads til alle mine tanker og følelser. Men det kræver også, at jeg bruger al min energi på at holde tankerne væk,” forklarer Susan Peyk Sørensen.
 
Susan Peyk Sørensen er psykisk sårbar og lige for tiden sygemeldt, mens hun en dag om ugen eri i virksomhedspraktik på Klinisk Immunologisk og Biokemisk Afdeling på Vejle Sygehus. På længere sigt håber hun at kunne få et fleksjob samme sted.

Men det har lange udsigter, lige nu skal hun have styr på hverdagen efter – igen – at have
været indlagt. Et dødsfald i familien var det, der fik det hele til at vælte. Denne gang.

Følelsernes rutsjebanetur

For det er ikke nemt at være Susan Peyk Sørensen. Specielt interaktionen og samværet med andre
mennesker er svært, selv det usagte som fx en kollegas kropssprog kan udløse, at Susans følelser
får en rutsjetur. Helt ned og helt op. Fra kælder til kvist og tilbage igen. På ingen tid.

”Hvad mente hun med det?”
”Hvorfor sagde hun sådan?”
”Gjorde jeg noget forkert?”
”Kan hun ikke lide mig?”
”Hvad har hun imod mig?”

Følelserne er mange, ikke til at styre og ude af kontrol, når det er værst. Tankerne har deres egne veje og myldrer frem og tilbage – og oveni følelserne.

”Har jeg nu husket?”
”Fik jeg gjort det?”
”Hvad nu med?”
”Og hvad så med?”

Susan Peyk Sørensens hjerne og sind spiller hende et puds, hun kalder det selv for ”mentaliseringssvigt”.
Manglende evne til at se egne og andres følelser udefra og forholde sig nøgternt til situationen. I stedet er det følelserne og tankerne, der tager over. Tager tøjlerne og holder Susan fanget.

Derfor er det enormt værdifuldt og vigtigt for Susan at bevare en tilknytning til sit fag og kolleger.
Ligesom det er lykkedes hende på Klinisk Immunologisk og Biokemisk Afdeling på Vejle Sygehus, hvor alle fra lederen til rengøringspersonalet er nysgerrige.

”De tør komme hen og spørge mig, hvordan jeg har det. Om de kan hjælpe mig. Eller spørge ind til, hvad det er, jeg går og bakser med. Og de tør få svarene. Det betyder enormt meget, og det er jeg dem meget taknemmelig for.”

”Hvad mente han med det?”
”Hvorfor kigger hun sådan?”
”Hvad betyder det egentlig?”
”Hvad gør jeg forkert?”
”Hvad er det, jeg har misforstået?”

Gik ned med flaget

Lige for tiden er Susan Peyk Sørensens arbejdsopgave at sortere og registrere prøver, der anvendes til forskning, i en biobank. En opgave, der kun er hendes, og en opgave, som hun kan løse, når hendes
sind tillader det.

”Jeg har en aftale om, at jeg kommer 3-4 timer hver tirsdag. Men hvis jeg har en off-day, eller jeg
ikke kan klare så mange timer, så er det meget fleksibelt, så jeg kan komme en anden dag, gå tidligere,
eller hvad det er, jeg har brug for,” siger hun.

Susan Peyk Sørensen er så taknemmelig for sine kolleger og sin arbejdsplads, at hun indstillede Klinisk
Immunologisk og Biokemisk Afdeling på Vejle Sygehus til dbio’s arbejdsmiljøpris for bl.a. den store
rummelighed. Men rummelighed er desværre ikke kendetegnende for alle arbejdspladser, og Susan
selv er stadig mærket, efter at hun arbejdede på en anden mindre afdeling, som i dag er nedlagt.

”Jeg gik helt ned med flaget og er stadig sygemeldt bl.a. på grund af mine oplevelser der,” siger Susan Peyk Sørensen og fortæller om en psykisk hård arbejdskultur.

Derfor søgte Susan tilbage til Klinisk Immunologisk og Biokemisk Afdeling på Vejle Sygehus, hvor hun blandt andet havde været i praktik (klinisk uddannelse) undervejs i bioanalytikerstudiet. Her er hun stille og roligt kommet ovenpå igen og arbejder der nu fast en dag om ugen.

Det svære samspil

Susan Peyk Sørensen er i dag 32 år og fik sent stillet sin diagnose og sat gang i en behandling. Faktisk var
hun 28 år, før det rigtig gik op for hende, at hun er psykisk sårbar. I dag kan hun se og trække tråde helt
tilbage til barndommen, men det krævede og kræver fortsat meget af Susan at stå frem og sige, at hun har brug for, at der bliver taget særhensyn.

”Mine udfordringer er i samspillet med andre. Jeg misforstår kropssprog og fejltolker situationer. Andre misforstår mine reaktioner. Selvom andre siger noget positivt, kan jeg reagere uhensigtsmæssigt.”

”Hvad nu?”
”Hvad betød det?”
”Hvorfor spurgte hun ikke mig?”
”Hvorfor det?​​

Relaterede sider

 

 De særligt særlige

 
​Flere studerende med diagnoser på videregående uddannelser. Efter mange år med en inklusionsdagsorden i hele undervisningssektoren er et større antal unge med forskellige udfordringer i gang med en videregående uddannelse og på vej ud på arbejdsmarkedet.
LinkedIn Email Twitter