Studerende tester og kvalitetssikrer overvågningsudstyr

Roskilde Sygehus skal i løbet af sommeren 2016 have indført nyt udstyr til overvågning af patienter. 40 bioanalytikerstuderende fra Næstved har hjulpet med at finpudse og kvalitetssikre den nye teknologi.

Nyhed
web_sundhedsdag---bedste-(4)
En gruppe af de studerende sammen med direktør i AnyGroup, Henrik Klode. Fra venstre: Pernille Friis, Søren Dreier, Mitzie Jensen, Henrik Klode, Lærke Dinesen, Tobias Tehen Christensen, samt Sara Unold. Foto: UCSJ

​Af Daniel Brøns, Kommunikationskonsulent, UCSJ

Hvordan ved man om en patient på neurologisk afdeling forlader sin stue midt om natten? Man kan sætte en vase op, der vælter, når døren åbner. Men det er ikke nogen særlig praktisk løsning.

Derfor har det danske firma AnyGroup, udviklet et system til overvågning ved hjælp af sensorer. Systemet har været brugt på plejehjem, men indtil for nylig ikke været installeret på et sygehus.

For at få undersøgt mulighederne med teknologien tog firmaet kontakt med sidsteårs studerende fra bioanalytikeruddannelsen på University College Sjælland i Næstved. De studerende blev bedt om at undersøge om produktet egner sig til brug på en neurologisk afdeling.

God opgave til bioanalytikerstuderende

Opgaven var at stille alle de kritiske spørgsmål – og så bagefter teste problematikkerne direkte på teknologien i et lokale indrettet som en afdeling på et hospital.

Underviser på UCSJ Katrine Balsløw Dester mener, at opgaven passer rigtigt godt til bioanalytikerstuderende.

”De lærer meget om IT og teknologi under studiet, så det er en opgave, der er med til at understøtte interessen for ny teknologi,” siger Katrine Balsløw Dester, der sammen med klassen gennemgik de udfordringer, der kunne være i forhold til at anvende netop dette produkt i en neurologisk afdeling.

”Der vil altid være forskellige behov i forskellige afdelinger, og da sygeplejersker også arbejder med patienterne, fik vi hjælp fra en underviser fra sygeplejerskeuddannelsen under hele forløbet, siger underviseren fra UCSJ.

Mange forskellige undersøgelser

Det viste sig, at der var brug for en række forskellige temaer under testen af overvågningsudstyret.

  • Bevægemønstre
  • Placering af sensorer
  • Indstillinger
  • Rækkevidde
  • Risiko for fejlalarmer
  • Slukning af alarm
  • Mobildækning
  • Tidsindstillinger
  • Rengøring 
  • Og meget andet

Det var de studerende, der i samarbejde med sygehuset fandt ud af, hvad de mente var interessant at undersøge, inden resultaterne kunne gives videre til sygehuset og producenten.

Direktør i AnyGroup Henrik Klode er meget begejstret for samarbejdet, som er meget værdifuldt i forhold til at få udstyret introduceret på Roskilde Sygehus.

Direktør: God hjælp fra studerende

”I en travl hverdag har sundhedspersonalet på et sygehus ikke tid til at lave en effektiv test af anvendelsen, så de kan have god gavn af de studerendes undersøgelser, der vil munde ud i nogle anbefalinger til brug af produktet i det daglige,” siger Henrik Klode, der ser de studerendes indsats som en ekstra blåstempling af produktet.

”Produktet er i forvejen blevet meget grundigt testet ude i kommunerne, men på sygehusene er anvendelsen helt ny. Så er det jo en god hjælp, at produktet har fået en ekstra god test af 40 engagerede studerende,” siger direktøren, der fortæller, at samarbejdet med de studerende har medført, at produktet omtales mere i sundhedskredse, så andre sygehuse er blevet interesseret i produktet.

Derfor ventes overvågningssystemet snart installeret på flere sygehuse på Sjælland.

Særligt benyttede sider på dbio.dk