Stor interesse for ny uddannelse i Kalundborg

Om to måneder er der ansøgningsfrist for kvote 1-ansøgere til bioanalytikeruddannelsen. Til karrieredagen på Holbæk Sygehus var der stor interesse for at høre om den nye uddannelse i Kalundborg.

Nyhed
Aabent Sygehus i Holbaek 2018
Zandra Spottag var en af de tre bioanalytikerstuderende, der tog imod på standen og svarede på  spørgsmål.​ Foto: Thomas Danielsen.

​​​​​​​​​Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør

"Det er derfor, vi er kommet. For at høre om den nye bioanalytikeruddannelse i Kalundborg,” lød det fra flere af de unge gæster, da de mødte op til karrieredag på Holbæk Sygehus i slutningen af februar.

Bioanalytikerunderviser Lis Arlington Ølholm fra Klinisk Biokemisk Afdeling havde været med til at arrangere karrieredagen og er glad for interessen for den nye uddannelsesstation i Vestsjælland.

”Det er positivt, at de unge fra lokalområdet er interesserede i uddannelsen, for det er vigtigt, at vi får flere studerende ud til vores område,” siger hun.

En kunstig arm og en masse spørgsmål 

Samtlige sundhedsuddannelser præsenterede sig selv på en stand, hvor de fortalte om faget og uddannelsen. 

Bioanalytikernes var bemandet af uddannede bioanalytikere og tre studerende, og de besøgende havde mange spørgsmål. Nogle spurgte til blodprøvetagning, som de kunne få lov at afprøve på en medbragt kunstig arm. 

En ville vide, om det var farligt at arbejde som bioanalytiker, hvis man var gravid, og folkeskoleelever var interesserede i, hvilke gymnasiefag de skulle vælge for at blive optaget.

Uddannelsen i Kalundborg starter i september 2018.​​​​​

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk