Forsknings-bioanalytikere klar til konflikt: Vi holder liv i det, der skal holdes liv i - resten fryses ned

For første gang nogensinde er de statsansatte bioanalytikere på Aarhus Universitet udtaget til konflikt. Det rammer både mus og mand m/k.

Nyhed
Statslige bioer Aarhus Uni
Dbio'erne på Institut for Biokemi fra venstre: Inger Merete Paulsen, Hanne Kidmose, Jane Rønn, Lisbeth Dahl Schrøder, Jytte Utoft, Hanne Sidelmann, Jette Bank Lauridsen, Majken Sand, Lisbeth Jensen, Inger Blenker Kristoffersen. Kolleger, som ikke kunne være der: Anne Marie Bundsgaard, Pia Kamuk Nielsen, Birgit Holm​​ Hansen, Anni Skoubo. 

Af Karen Kjærgaard, journalist​​​​​ 

De 60 bioanalytikere på Aarhus Universitet holder sig normalt inde bag de gule mure i Universitetsparken sammen med mus, celler, studerende og alle de øvrige kollegaer. Men for første gang nogensinde er statsansatte bioanalytikere involveret i en overenskomst-konflikt.

Det betyder konkret, at alle de 15 bioanalytikere på Institut for Biokemi er udtaget til både strejke og lockout. Resten er kun ramt af lockouten.

”Vi håber ikke, at konflikten bliver til noget. Hvis lockouten kommer, bliver hele universitetet lukket og rungende tomt. Den omfatter jo både akademikerne og det teknisk administrative personale”, fortæller Inger Merete Paulsen, der er fællestillidsrepræsentant og bioanalytiker på Institut for Biokemi.

Dyreforsøg afsluttet pga. konflikten  

”Vi arbejder på forskellige forskningsprojekter, så det er ikke livstruende, men forskningstruende arbejde. Vi vil for eksempel ikke være der til at udtage biologisk materiale fra forsøgsdyr og arbejde videre med det”, forklarer Inger Merete Paulsen.

Hvis konflikten kommer, kan de nedfryse celler, og allerede nu er der afsluttet dyreforsøg, hvor nogle forsøgsmus, som skulle være en bestemt alder ved vævsprøver, har fået udtaget deres vævsprøver.

”Dette blev nået, fordi konflikten blev udsat. Og ellers vil vi holde liv i det, der skal holdes liv i, og resten kommer på is”, siger Inger Merete Paulsen.

Øvelseskurser aflyses  

Instituttet har kun ganske få i nødberedskab, fordi mange ansatte har specialiserede forskningsopgaver, som ikke lige kan overtages af et nødberedskab.

Bioanalytikerne er også involveret i de medicinstuderendes øvelseskurser, som i givet fald må aflyses.

”Så de studerende ved ikke, om de kan fuldføre kurser, og det er træls, fordi der er en Fremdriftsreform, og universitetet er også presset i forhold til at få de medicinstuderende igennem på normeret tid”, tilføjer Inger Merete Paulsen.

Ro på blandt bioanalytikerne

Alt i alt er der dog ro på blandt bioanalytikerne, selvom hun som fællestillidsrepræsentant har haft travlt med at svare på spørgsmål fra både dbio-kolleger og andre faggrupper, hvoraf mange er udenlandske forskere.

”Jeg oplever, der er en positiv stemning, og folk støtter stille og roligt op. Vi har fået snakket rigtig meget og vendt mange ting. Fx forskellen på, hvad der er overenskomstreguleret og lovreguleret, og hvordan barselsorlov og frihed ved børns sygedage er helt ukendte goder i andre lande.”

”Det betyder faktisk, at vi har fået boostet fagbevægelsen og synliggjort, hvorfor det er en god ide at være med i fagforeninger”, lyder konklusionen fra Inger Merete Paulsen.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk