Skal laboratoriebussen fra Køge til Stevns og Sorø?

”Det kan sgu ikke passe. Det må simpelthen kunne gøres bedre!”

Ja, overlægen på Klinisk Biokemisk Afdeling på Køge Sygehus kan finde på at ty til et enkelt bandeord eller to, når han har brug for det. Og det havde Pierre Bouchelouche, da han for godt fem år siden sad i en lille arbejdsgruppe, der var i gang med at gennemgå 1000 af sygehusets patientjournaler.

Formålet var lede efter et mønster i de tilfælde af fejl og såkaldt ”utilsigtede hændelser”, de stødte på. Dét, hans blik især faldt over, var imidlertid det uforholdsmæssigt store antal af ultrakorte indlæggelser. Forløb, hvor patienten, som regel en ældre, multisyg kroniker, lige akkurat rundede sygehusets akutmodtagelse for at få taget blodprøver og funktionsmålinger. For umiddelbart derefter at returnere hjem med en eventuel medicinjustering og besked til hjemmeplejen om at følge op.

Da overlægen undersøgte sagen til bunds, viste det sig, at den slags meningsløse forløb var der ca. 3500 af på Køge Sygehus i 2010. Mange var genindlæggelser.

Borgeren i Bermuda-trekanten

Og der var andre tilfælde, der var lige så skræmmende. Indlæggelser, der efter lærebogen kun burde vare et par dage, men trak sig over flere uger, fordi et eller andet gik galt undervejs. En tilstødt sygehusinfektion, en faldulykke, et liggesår, en bivirkning efter medicin.

Han gav sig til at tænke tanker om at vende trafikken om; fra sygehuset TIL sygehusledelborgeren. Resultatet er blevet Det Mobile Sygehuslaboratorium, verdens formentligt første af sin slags; oprettet og sat i drift sidste år med det ene formål at holde patienterne ude af hospitalerne.

Især de sårbare kronikere, som alt andet lige får det værre af at blive gjort til svingdørspatient.

”Jamen, den gruppe patienter skal slet ikke ind på sygehuset!” udbryder overlægen, næsten desperat opgivende.

”Det gør dem kede af det, de bliver konfuse og mærkelige i hovedet. Og nogle VIL simpelthen ikke indlægges. Det er også nogle urimelige vilkår, de bliver budt. Først skal de sidde hjemme og vente på Falck. Så skal de sidde i akutmodtagelsen eller ambulatoriet og vente på at få taget prøver. Så skal de vente på lægen. Og så skal de vente på Falck igen for at komme hjem. Det er sgu vanvittigt!” siger Bouchelouche og kigger alvorsfuldt ud gennem den chikke designerbrille.

Det gik op for ham, at der stort set ikke foregik nogen proaktiv kommunikation inden for den Bermuda-trekant, den ældre, plejekrævende borger risikerer at blive suget ind i ved en akut sygdomsepisode.

Den praktiserende læge - kommunens plejeteam – sygehuset; ingen ved for alvor, hvad den anden part gør, og hvem, der egentlig har ansvaret for, at borgeren får den optimale behandling.

”Samarbejde”, tænkte han så; hvordan kunne man koble sygehus og kommunale tilbud, så ingen borgere risikerer at blive tabt ned i revnerne i systemet?

Læger famler i blinde

Visionen om en mobil laboratorie-enhed begyndte at manifestere sig i hans fantasi; det var jo lige dét – dugfriske laboratorieanalyser – der manglede i ligningen.

Det var dér, de praktiserende læger stod og famlede i blinde og ofte så sig nødsaget til akut at indlægge en borger, fordi symptomerne kunne pege i forskellig retning. Og det var i øvrigt også dér, en række sårbare borgere stod af; nej, tak - alt andet end at blive indlagt eller komme til lægen.

”For nogle ældre er der en stor modvilje: Jeg har været ude for, her på sygehuset, at en 70-årig mand, der havde stærke hjertesmerter, og hvis hjertediagram, jeg netop stod og talte med ham om – med udsigt til, at han skulle indlægges – pludselig undskyldte sig med, at han blev nødt til at gå ud og stille sin P-skive. Han kom aldrig tilbage,” siger Bouchelouche.

For selvom der sundhedsøkonomisk er størst opmærksom på de mange, såkaldt ”forebyggelige indlæggelser” og omkostningerne ved dem, er Bouchelouche også optaget af at give et kvalificeret sundhedstilbud til den anden gruppe.

De borgere, der måske er endnu mere udsatte, men hverken kan overskue et besøg i lægehuset eller en tur på hospitalet. Overlægen klikker frem til en billedfil på sin computer og drejer skærmen for at vise, præcist, hvordan Det Mobile Sygehuslaboratorium allerede har hjulpet mindst to af dem. Via en improviseret form for telemedicin.

”MMS er et fantastisk middel; Anne, sygeplejersken, tog et foto med sin mobiltelefon af en borger, 94 år, der havde et rødt, hævet og betændt øje, og sendte det til den praktiserende læge. Det var helvedesild; meget, meget smertefuldt. Men borgeren ville ikke hjemmefra. I stedet tog lægen ud til hende”.

Og det andet eksempel:

”Her var det benet. Det kløede og var voldsomt misfarvet. Og igen; borgeren ville ikke indlægges. Billedet vist imidlertid klart, at det var Rosen, og lægen aftalte med Anne, at hun satte en penicillinkur i gang med det samme.”

Robust og billig teknologi

Da tankerne om et komplet sygehuslaboratorium på hjul blev mere konkrete, fik Bouchelouche via sygehusets tekniske chef kontakt til et firma, der har god forstand på den slags. På Roslev Karosserifabrik har man tidligere tilrigget biblioteksbusser, invalidebusser og andre omkringkørende specialenheder, og sammen med bioanalytiker Susanne Andresen som særlig sparringspartner, gik han i gang med at lave udkast til indretningen. Men også affjedringen var en stor udfordring af hensyn til den følsomme laboratorie-teknologi.

”Vi viste allerede godt, hvilket apparatur, vi skulle anskaffe; alt det analyseudstyr, der er nødvendige til den akutte situation. Udviklingen indenfor patientnært-udstyr har betydet, at teknologien er blevet stadig bedre, billigere og mere robust, så der var ikke meget tvivl dér.

Men vi har også brugt meget tid på, at få laboratoriet indrettet, så det fungerer som en ordentlig arbejdsplads for bioanalytikeren,” siger overlægen. Og konstaterer med et tilfreds smil:

”Det hele er blevet, som jeg forestillede mig det; ingen kompromisser!”

2-årigt projekt

Men det har ikke været teknik og design det hele; allerførst skulle sygehusledelsen og Region Sjælland overbevises om at indlade sig på en 2-årig projektperiode; regionen har bekostet den trekvarte mio. kr. til køretøj og udstyr, og sygehuset stiller med den laboratoriemæssige bemanding. Derefter skulle Køge Kommune med på vognen; de har indvilget i at levere et styk specialsygeplejerske.

Og brugerne - de praktiserende læger? Ja, deres opbakning kunne man på ingen måde sikre sig på forhånd. Ville de opleve den nye mulighed som tidsbesparende og kvalitetsforbedrende. Eller det modsatte; som en ekstraopgave minus ekstrahonorering.

”De praktiserende læger modtager i projektperioden kun honorar for en telefonkonsultation; det var dét, kommunen  ville gå med til. Men vi ønskede heller ikke, at der skulle være penge i spil for dem fra begyndelsen af. Vi ville netop finde ud af, om behovet er der. De skulle ikke bestille bussen, blot fordi de kunne få et ekstrahonorar, men fordi den tjener et formål for dem”, siger Bouchelouche.

Kapacitet kan udnyttes bedre

Halvvejs henne i projektforløbet har samtlige praktiserende læger i Køge Kommune rekvireret bussen, nogle adskillige gange, og den sendes lige så ofte ud til hjemmeboende borgere som til beboere på kommunens plejecentre.

Ifølge de foreløbige opgørelser (maj 2016) kan 70-80 procent af kontakterne klares på stedet med prøvetagning, analyse, anamnese og igangsætning af behandling. Så succeskriteriet synes i høj grad at være indenfor skiven.

Men det mobile laboratorie-teams fulde kapacitet udnyttes desværre ikke, beklager Pierre Bouchelouche. Der forekommer stadig enkeltstående dage, hvor der slet ikke er bud efter den. Derfor er han i fuld gang med at sondere, om nabokommunerne Stevns og Sorø kunne være interesseret i at indgå i et samarbejde. Ligesom han søger midler til, at vagtlægeordningen i regionen kan rekvirere den i aftentimerne.

KORA, kommunernes og regionernes analyse- og forskningsinstitut, udsender sin evaluering af Det Mobile Sygehuslaboratorium i december 2017.