Screening af hospitalsansatte i hele landet: Stor glæde på Amager

Anonym giver har foræret 100.000 screeningskits til at undersøge alle hospitalsansatte med patientkontakt, og Region Hovedstaden lægger ud. Tillidsrepræsentant Yeter Baser fortæller om solid opbakning til projektet på laboratoriet på Amager Hospital.

Nyhed

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​ Af Niels Stoktoft Overgaard, journalist

Amager-blodproeve690
​Bioanalytikerne tager blodprøver for antistoffer på hinanden. Kaha Hibo Mahad undersøger Gitte Bakkegaard Stilling på hospitalet på Amager.​

Alle bioanalytikere på hospitaler i hele landet kan nu se frem til at få tilbudt screening for covid-19, hvis de har patientkontakt. Det samme kan sygeplejersker og alle andre ansatte, hvis de er i forbindelse med patienter. Undersøgelsen vil vise, om de har udviklet antistoffer mod coronavirus. Hospitalerne i Region Hovedstaden er allerede gået i gang med som de første at teste medarbejdere.

Projektet giver ekstra arbejde på laboratorier. Dels skal interesserede bioanalytikere tage prøver på sig selv og hinanden. Dels skal de tage imod portører og andre, som ikke selv kan udføre testen. For eksempel har Rigshospitalet indrettet en pop-up blodprøvetagning til opgaven. På Amager Hospital tager de imod andre ansatte i klinisk biokemisk ambulatorium.

”Vi er rigtig glade for, at vi nu bliver screenet. Vi har efterspurgt en antistoftest, som kan vise, om vi har været udsat for covid-19. Vi har hørt, at man kan være rask smittebærer. Derfor er det interessant at se, om vi har dannet antistoffer,” siger tillidsrepræsentant og bioanalytiker Yeter Baser fra hospitalet på Amager i København.

Sådan foregår det

Screeningen lader sig gøre på grund af en donation. En giver, der ønsker at være anonym, har foræret 100.000 screeningskits til at undersøge alle hospitalsansatte med patientkontakt.

Screeningen foregår i to dele. Første etape er en quicktest, som giver svar efter 15 minutter, om man har udviklet immunrespons imod SARS-CoV-2. Desuden tages en blodprøve også for antistoffer mod covid-19.

På laboratoriet på Amager begyndte screeningen i onsdags. Alle bioanalytikere på arbejde den dag sagde ja til tilbuddet. Yeter Baser har ikke hørt om nogen, som ikke vil være med.

Amager-positiv-test
Sådan ser en positiv quicktest ud. Den ene test er for IgM og den anden for IgG mod covid-19. Nogle tester positiv i begge, andre kun i den ene.

Resultaterne

Tre er foreløbig testet positive på Amager-laboratoriet. Mest bemærkelsesværdig er den ene. Vedkommende har overhovedet ikke haft corona-symptomer!

De to andre har begge været syge for nogle uger siden, men vidste ikke, om det var influenza, en grov forkølelse – eller corona. Ingen af dem har været alvorligt syge. De har begge mistanke om smittevejen, og det er ikke fra patienter.

”Jeg har ikke selv været syg den sidste tid, men var spændt på, om jeg måske alligevel havde antistof. Man hører jo, om folk, som har sygdommen, nærmest uden symptomer. Men min test var negativ,” fortæller Yeter Baser.

Spørgeskema og biobank

De ansatte skal i forbindelse med testen udfylde et spørgeskema. De bliver også spurgt, om deres prøve må gemmes i en biobank.

Det har Yeter Baser selv sagt nej til. Hun synes, at det i beskrivelsen ikke er tilstrækkelig afgrænset, hvad materialet kan bruges til. Men hun ved, at mange kolleger har sagt ja til biobanken.

”Det vigtige er, at screeningen skaber mere ro hos os. Blandt andre de kolleger, som kører ud til beboere for at tage prøver, har været bekymrede. I starten af epidemien brugte de ikke specielle værnemidler, fordi det var der ikke belæg for dengang. Det kom senere. Nu får de svar på, om de har været udsat for smitte,” siger Yeter Baser.

Tre etaper

Screeningen foregår i tre omgange. Nu, igen om en måned og endelig på ny efter fem måneder. Resultaterne sammenlignes med en tilsvarende undersøgelse af bloddonorer. Her viste de første resultater, at forholdsvis få havde udviklet antistof. Meningen er blandt andet at se, om hospitalsansatte smittes mere end resten af befolkningen.

Det er endnu uklart, hvornår og i hvilken rækkefølge screeningen af ansatte med patientkontakt skal rulles ud i resten af landet.

Særligt benyttede sider på dbio.dk