Harald, Bente og Bert går til valg med din dagsorden

Ingen ved hvornår Helle Thorning-Schmidt trykker på valgknappen, men to ting er sikkert: Valget nærmer sig, og LO og FTF er klar med en storstilet kampagneindsats og 22 politiske forslag til politikerne.

Nyhed

Af Niels C. Jensen, journalist 

kaffeevent

Mandag morgen delte formandsskabet i dbio, sammen med en række andre fagforeninger, kaffe og budskaber ud til pendlerne på Nørreport St. i København.

Bag kampagnen ”Sammen skaber vi værdi” står næsten 100 fagforeninger i LO og FTF og 1,5 millioner lønmodtagere, der sammen søger indflydelse på en ny regerings politik og regeringsgrundlag. Heriblandt Danske Bioanalytikere med Bert Asbild i front.

Det overordnede budskab til politikerne i såvel rød som blå blok er, at lønmodtagernes indsats i samfundet er helt afgørende, og at lønmodtagerne kan skabe endnu mere værdi til hele samfundet, hvis politikerne samarbejder mere med fagbevægelsen om konkrete løsninger.

"Vi repræsenterer forskellige fagforeninger og lønmodtagere, men fælles for os er, at vores medlemmer hver dag skaber værdi for Danmark. Med arbejdsomhed, opfindsomhed og engagement er lønmodtagerne fundamentet for Danmarks vækst og velfærd," siger FTF-formand Bente Sorgenfrey.


"Lønmodtagerne skaber værdi for Danmark, derfor skal deres stemme veje tungt på valgdagen, og når der efterfølgende skal laves et grundlag for den kommende regeringsperiode, så håber vi på, at lønmodtagernes dagsorden kan sætte et solidt aftryk," siger LO-formand Harald Børsting.

Indflydelse på regeringsgrundlaget

LO og FTF fremsætter i kampagnen 22 konkrete politiske forslag som fokuserer på arbejde til alle, gode job og kvalitet i velfærden. De skulle meget gerne sætte sig aftryk i et kommende regeringsgrundlag.

"Vores fornemmeste opgave er, at få alle i arbejde. Det kræver en økonomisk politik, der aktivt fremmer beskæftigelsen. Vi skal uddanne arbejdsløse og beskæftigede, så de kan matche fremtidens job. Og vi skal bekæmpe social dumping, så vi ikke underminerer vores egen velfærd. Hvordan det skal løftes, har vi helt konkrete bud på," siger Harald Børsting.

"Vores kampagne bygger på fakta og konkrete forslag om fx fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Vi ser frem til at lægge vores forslag frem for offentligheden de næste uger, og vi ser frem til at skabe en dialog med politikerne om mulighederne," siger Bente Sorgenfrey.

#skabervaerdi-tweets

Særligt benyttede sider på dbio.dk