Sådan smittesikres ambulatoriet - 11 gode råd fra Aabenraa

Klinisk Biokemiske afdelinger over hele landet har taget en række initiativer mod, at coronavirus spredes ved blodprøvetagning. "Der tages ingen chancer," siger afdelingsbioanalytiker Line Svenningsen fra Sygehus Sønderjylland.

Nyhed

​​​​​​​​​​​​​​ Af Niels Stoktoft Overgaard, journalist

IMG_1395
Bioanalytiker Didde Callsen Johannsen rengør i øjeblikket stolen mellem hver patient i Aabenraa.​ Privatfoto

Hvis en patient hoster i ambulatoriet på hospitalet i Aabenraa, så giver bioanalytikerne straks ham eller hende et mundbind. Også selv om folk fortæller, at det er en almindelig forkølelse. 

Der tages ingen chancer, fortæller afdelingsbioanalytiker Line Svenningsen fra Blodprøver, Biokemi og Immunologi på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa.

En række andre ambulatorier har også taget forholdsregler. Der kan nemlig være en særlig smittefare, når mange borgere ambulant kommer ind ude fra samfundet og skal have taget prøver.

Line Svenningsen remser op, hvad hun og kollegerne har gjort i Aabenraa:

  1. ​Patienter opfordres til først at komme et par minutter før den tid, de har bestilt. Jo kortere tid, de skal opholde sig i ambulatoriet, des mindre smitterisiko.
  2. Hver anden stol i venteværelset er fjernet. Dermed sidder patienterne med lidt mere end én stols mellemrum. Ventende patienter er fordelt bredere ud.
  3. Ingen pårørende må komme med i ambulatoriet og venteværelse. De skal vente udenfor.
  4. Der skal på forhånd bookes tid til alle prøver. Ingen kan komme uden varsel, som det ellers normalt er muligt. Folk uden en bookning skal gå ud og booke, eventuelt med hjælp fra personalet. Patienterne er også velkomne til at ringe om bookning.
  5. Der er kun åbent for booking og prøvetagning i fire-fem rum. Det er langt færre end normalt, og dermed kommer der også færre patienter – og der er færre til at vente.
  6. Særligt sårbare patienter, for eksempel onkologiske, får lov at vente for sig selv på et sted nær prøvetagningsrummene.
  7. Bioanalytikerne skifter staseslange for hver patient.
  8. Blodprøvestolen gøres rent efter hver patient.
  9. Der står sprit til patienterne i venteværelset.
  10. Bioanalytikerne har altid sprittet meget selv, men gør det endnu mere nu.
  11. Mundbind til patienter, der hoster (hvis de ikke er mistænkt for corona, for så gælder der helt andre procedurer!)
IMG_1377
Spredt stoledans i venteværelset i Aabenraa. Privatfoto

Line Svenningsen fornemmer, at det fungerer fint. Der kommer færre patienter i ambulatoriet end normalt. Det er primært onkologiske og hæmatologiske patienter, der møder op.

"Men de er jo også sårbare, og derfor er det ekstra vigtigt med forholdsregler," siger Line Svenningsen. 

De ekstra tiltag koster tid. Det er svært at sige, hvor mange minutter ekstra der går. Måske en halv gang mere tid pr. patient.

Særligt benyttede sider på dbio.dk